Mikkel Hansen (th) med Svein Arne Hansen, præsident for European Athletics.
I Run Clean: EA's antidoping-program lanceret ved EM-U20/23
26. juli 2017 · Mikkel Hansen
Mikkel Hansen - et af to "bestyrelsestalenter" i DAF - var helt tæt på, da European Athletics i Bydgoszcz og Grosseto lancerede en interaktiv online-version af kampagnen "I Run Clean". Et undervisningsmodul, som skal guide unge atleter den rette vej i forhold til doping. Her er Mikkels beretning...
For nogle måneder siden blev jeg spurgt, om jeg ville være med til lanceringen af European Athletics' nye program ”I Run Clean”. Lanceringen foregik i Bydgoszcz i forbindelse med U23 EM og efterfølgende ved U20-EM i Grosseto. Ved begge mesterskaber var opgaven at stå i et telt og få så mange af atleterne, trænerne, holdlæger og fysioterapeuter igennem minimum det første modul ud af i alt otte.
Jeg takkede naturligvis ja til denne mulighed, og skulle sammen med Lijana Kaziow (GBR), som jeg allerede kendte fra European Athletics Young Leaders Forum (YLF) – stå for den daglige drift i teltet ved begge mesterskaber.
Før jeg tog afsted med flyet mod Bydgoszcz, tog jeg muligheden for at afklare mine forventninger til denne oplevelse – før afgang havde jeg nemlig selv fået mulighed for at prøve programmet af, og var meget imponeret over selve måden, programmet er bygget op på, da man selv bliver en del af programmet og skal vælge sine værdier og træffe valg ud fra disse. Programmet sætter virkelig gang i ens tanker, da man udover den gode rute med den rene sport får vist, hvad der ville være sket, om man havde valgt at sige ja til doping.
Derudover så jeg frem til at møde nogle af de andre ungledere fra henholdsvis YLF i Zürich 2014 og Amsterdam 2016 – og havde da også et lille håb om at se et par danskere i aktion.
Dagene i Bydgoszcz og Grosseto viste sig hurtigt at overstige mine forventninger.
Det danske hold i Bydgoszcz i fuld gang med at prøve I Run Clean-programmet af.
Forventninger overgået
Den første dag i Bydgoszcz var der ikke meget på programmet. Vi tog hen til stadionet og så på faciliteterne for vores ”I Run Clean”-telt. Om aftenen deltog vi ved European Athletics og LOC middagen, og allerede her skulle det vise sig, at mine forventninger blev overgået. Her var der nemlig gode muligheder for at netværke – vi sad blandt andet sammen med Peter Sanderson (EA Television & Digital Manager) og talte om, hvordan vi gør selve atletikken mere spændende at overvære.
Allerede næste morgen kom Marcel Wakim (EA Head of New Product Development) over til mig og spurgte meget interesseret ind til, hvad vi netop havde talt om ved middagen i går. Han forklarede en masse interessante tanker og ideer og efterspurgte min feedback på området. Det gav mig naturligvis en super følelse, da mennesker, jeg ikke engang kendte i forvejen, ville have min mening om tingene. Denne del havde jeg ikke forventet af denne tur, men nu er jeg også inde i varmen på dette område - og glæder mig til at bidrage på dette område.
De næste dage levede vi nærmest i vores telt gennem hele mesterskabet. Vi havde fået tildelt nogle lokale frivillige samt to fra Frankrig, som alle assisterede med billeder, support m.m.
Rigtig mange atleter og trænere kom forbi og tog del i programmet, og gennemførte man minimum det første modul, fik man et par flotte solbriller som en lille gave, naturligvis med teksten ”I Run Clean”.
Fantastisk feedback
Det var fantastisk at høre feedbacken fra alle de unge atleter, og super fedt at så mange kom forbi og viste deres interesse, da det er et stærkt signal at sende og meget vigtigt for atletikkens fremtid imod en renere sport. Og samtidig holdes budskabet også på startnumrene endnu.
Der var også en anden Hansen der kom og besøgte vores telt i Grosseto, nemlig præsidenten for European Athletics: Svein Arne Hansen – han var rigtig glad for det arbejde vi lagde i det, og dette løftede vores motivation endnu mere.
Det var ikke meget atletik, jeg så udover atleternes opvarmning, da det var ved siden af opvarmningsstadionet vi stod. Heldigvis fik jeg engang imellem mulighed for lige at tage til stadionet og se en konkurrence eller to, hvorefter det var tilbage til teltet og arbejde.
Jeg fik heldigvis set Danmarks to flotte medaljer i Bydgoszcz – altså Anna Emilie Møllers flotte sejr på 3000m forhindring og Benjamin Lobo Vedel bronzeløb. Stort tillykke med de fine resultater!
Anna Emilie Møller og Mette Graversgaard foran kampagneskiltet.
Dejligt, at de fleste danskere også selv var forbi teltet og tage del i programmet.
Og som jeg jo lidt havde håbet på, inden jeg tog afsted, fik jeg også mulighed for at hilse på nogle af de ungledere fra de to fora, jeg tidligere har deltaget i. Dejligt at se Rauno, Milly, Maryia, Kenan, Levon, Robertas, Diana, Tatiana, Michele, Chiara og som tidligere nævnt Lijana – alle har enten deltaget ved ungleder forummet i Zürich (2014) eller i Amsterdam (2016).
Et par fantastiske dage i både Bydgoszcz og Grosseto har motiveret mig endnu mere, og jeg glæder mig allerede til nye muligheder.
Foreløbig er næste ting på dagsorden at være facilitator ved European Athletics Young Leaders Forum i Berlin i forbindelse med EM 2018, men mon ikke der dukker flere muligheder op inden?
Mikkel Hansen er medlem af KIF, tilknyttet DAFs bestyrelse som BU-repræsentant og blev tidligere på året ansat som løbschef for Eremitageløbet.