Nok er Viby Stadion ikke hovedarena ved EMACS, men det var her, at tre verdensrekorder faldt fredag.
Fredagens facit: Seks medaljer og en dansk rekord
28. juli 2017 · Jeppe Weinreich
Seks danske kvinder kom på medaljeskamlen på en flot fredag, hvor hele tre verdensrekorder så dagens lys.
Kasteøvelserne er traditionelt den gren af atletikken, hvor de danske masters tager godt for sig af medaljerne. Fredag stod den for kvindernes vedkommende på vægtkast, og her lagde Kirsten Onsberg ud med at vinde sølv i 70+ klassen med 10.63 meter - bare en lille halv meter fra den danske rekord. I klassen under (65+) kunne Inge Faldager føje endnu en medalje til sin omfattende samling, da hun tog bronze i tæt kamp mod hhv. en tysk og belgisk kaster.
En anden meget vindende atlet, Anne Kirstine Jensen (60+), var desværre hæmmet af en skade, men kunne alligevel hive en bronzemedalje hjem med et kast på 14.00 meter.
TV2 Østjylland var på Viby Stadion - se reportagen HER
Rikke distancerer de andre
Som nævnt andetsteds på siden sørgede Tove Schulz-Lorentzen (55+) for en flot sejr på 10000 meter. Rikke Due-Andersens sejr i den ti år yngre 45+ klasse var om muligt endnu mere flot. Den løbende læge og mor til fire distancerede nemlig samtlige løbere med to omgange, inden hun kunne krydse målstregen i vindertiden 36:49,62 min. Godt tre minutter efter hende sørgede Mia Sørensen for en sølvmedalje.
I mændenes tikamp (45+) lå Michael Skifter Andersen før 2. dagen på en bronzeplads, men efter et mindre godt diskoskast sluttede han som nr. 4.
Med dagens høst er Danmark nu oppe på 13 medaljer - 3 guld, 4 sølv og 6 bronze.
Dansk rekord
Lørdag sørger 100-meter-finalerne for et publikumsmæssigt højdepunkt på Ceres Park. Og flere af dem bliver med dansk deltagelse. Det sker bl.a. i kvinder 70+, hvor Vivi Wilhjelm løb sig i finalen med 15,12 sek. (+0,6). Dermed skar hun 0,05s af sin egen danske masters-rekord. Det ligner et tæt dansk-tysk opgør i finalen.
At dømme efter tiderne i de indledende heat er Mette B. Jepsen (45+) ikke uden medaljechance. Således gik hun videre på 3. bedste tid af alle 13,24 (-0,8).
Hos mændene (40+) klarede Rene Kaastrup og Josef Abu-Eesa sig videre til semifinalerne (hhv. 11,31s og 11,41s). Det samme gjorde Christian Trajkovski i 50+ klassen. Trajkovski vandt i øvrigt guld (35+), da Aarhus var vært for EVACS i 2004. I 80+ klassen lykkedes det ikke den danske deltager, Søren Søegaard (1935), at klare en finaleplads. Med 20,64 sek. sluttede han samlet som nr. 10.
Danske medaljer på 2. dagen
GULD (55+) - Tove Schulz-Lorentzen - 10000m 40:44,72 min.
GULD (45+) - Rikke Due-Andersen - 10000m 36:49,62 min.
SØLV (45+) - Mia Sørensen - 10000m 39:45,38 min.
SØLV (70+) - Kirsten Onsberg - vægtkast 10.63 meter
BRONZE (60+) - Anne Kirstine Jensen - vægtkast 14.00 meter
BRONZE (65+) - Inge Faldager - vægtkast 13.49 meter
Alle resultater
Tre verdensrekorder
Fredag faldt der hele tre verdensrekorder - og alle på Viby Stadion:
10000 meter K70 - 44:25,14 min. - Angela Copson (GBR)
Tikamp M65 - 8205 point - Klemens Grissmer (GER)
Vægtkast K90 - 8.08 meter - Hilja Bakhoff (EST)