Sandra Böll sluttede øverst i det store felt. (Team Mangekamp)
Sandra Böll sejrer i Belgien i ny PR
31. juli 2017 · Jeppe Weinreich
Den danske mester i syvkamp præsterede med 5439 point i weekenden den bedste score af en dansk kvinde i fire år. Det rakte ved stævnet i Dilbeek til en flot sejr foran den norske rekordholder Ida Marcussen.
Efter den stærke 1. dag ved mangekampsstævnet i Dilbeek (BEL) forsatte Sandra Böll søndag i fin stil med 5.72 meter i længdespring. Dermed kunne hun udbygge sit forspring i forhold til rekordserien. Det blev dog efterfølgende sat over styr, da hun i spydkast måtte nøjes med 33.01 meter - over tre meter kortere end i rekordserien. Det kostede godt 50 point. Før den afsluttende 800 meter var en personlig rekord stadig inden for rækkevidde, og her løb Sandra sin hidtil bedste tid med 2:20,37 min. Facit: 5439 point - en PR-forbedring på ni point. Det rykker hende én plads op som nr. 6 på alle tiders rangliste, sølle seks point fra Charlotte Beiters 25 år gamle klubrekord i Sparta. Det er samtidig den bedste danske score siden 2013, hvor Tine Bach Ejlersen lavede 5528 point.
Udover det flotte resultat kunne Sandra Böll også tanke noget ekstra selvtillid ved at tage den samlede sejr 42 point foran Ida Marcussen, der har deltaget ved to OL og ved VM i 2007 blev nr. 11 i den stadig gældende norske rekord.
Nickoline Skifter Andersen rykkede i løbet af søndagen to pladser op i klassementet, så hun kunne slutte som nr. 10 med 4596 point. Hendes serie bød ikke på nogen personlige rekorder, men i spydkast - den eneste øvelse, hvor hun overgik Böll - var hun med 36.20 meter ganske tæt på.
Den 19.-20. august er der DM Mangekamp på Østerbro Stadion.
34. Open Dilbeeske Meerkampen - Dilbeek (BEL) 29.-30/7 2017
Syvkamp
1. Sandra Böll, DK-Sparta 5439 point
(w14,67s - 1.73m - 12.75m PR - 25,60s / 5.72m - 33.01m - 2:20,37min PR)
2. Ida Marcussen NOR 5397 point
10. Nickoline Skifter Andersen 4596 point
(16,28s - 1.45m - 12.22m - 26,05s / 5.07m - 36.20m - 2:28,81min)
Alle resultater