Loading...

EMACS - fokus

Anne Kirstine slår til og vinder sin fjerde medalje

02. august 2017 · Jeppe Weinreich

Den 63-årige Aalborg-kaster Anne Kirstine Jensen er ikke uventet på vej til at blive den mest vindende af de danske deltagere ved EMACS. Onsdag formiddag hentede hun i kuglestød sin fjerde medalje og den anden af guld.

Hun er så veltrænet, at hun let kunne lyve sig yngre, men på startlisten står der altså årgang 1954 ud for Anne Kirstine Jensen. Den 63-årige kaster fra Aalborg AM satte mandag europarekord i spydkast, og onsdag formiddag var hun i rekordhumør igen. Denne gang blev det til dansk rekord i kuglestød, da hun i femte omgang ramte den 3 kg tunge kugle perfekt. Den landede ude på 11.67 meter - fem cm længere end Annes egen rekord i 60+ klassen.

Kort forinden havde hollænderen Tiny Hellendoorn ellers skubbet danskeren ned på 2. pladsen med 11.29 meter.

"Det var dejligt lige at kunne svare igen. Jeg havde egentlig bare håbet på sølv i dag," lyder det fra Anne Kirstine Jensen, som nu er oppe på to guld- og to bronzemedaljer ved EMACS. Om alt går vel, kan hun inden ugen er omme, måske lægge yderligere to til. Som verdensrekordholder i kastefemkamp er hun klar favorit, mens hammerkast er mere usikkert. En mindre skade i den ene balle hæmmede hende lidt i vægtkast, hvor det "kun" blev til bronze.

"Jeg mærkede ikke noget til skaden i dag, så jeg håber da også på medalje i hammerkast - om jeg kan finde rytmen."

Er der en ny verdensrekord på vej i kastemangekampen?

"Det var en virkelig god serie, jeg lavede i Aalborg; så hvis jeg skal slå den, skal alt flaske sig."

FAK63
Anne Kirstine Jensen har haft en lang karriere i atletikken. Hun startede i FAK63 - Frederikshavn-klubben, som for mange år siden var en stærk klub, der fostrede flere gode navne.

"Jeg stoppede lige inden jeg blev senior. Jeg fik en uddannelse, og så kom der en flok børn - tre - ind i billedet. Mange år senere kom jeg så ved et tilfælde til at bo lige ved Skovdalen Stadion. Nogle af de tidligere atletikvenner genkendte mig, og så kom jeg ind i sporten igen," fortæller Anne Kirstine, der sideløbende med sin masters-karriere træner en gruppe unge på 12-15 år i Aalborg AM.

Et legebarn
"Vi havde ingen unge, som kastede. Det har givet mig ufattelig meget at træne dem. Og så får jeg også selv trænet, når jeg har gruppen. Så jeg træner stort set hver dag."

Hendes tre børn har alle dyrket atletik, men ingen af dem gør det længere. - "De har alt for travlt," konstaterer hun.

I juniorårene dyrkede hun syvkamp, og som master var det også i den disciplin, at hun i 1999 vandt VM-guld. Men kroppen kan kun holde til kast i dag.

"Jeg får problemer med akillessenen, hver gang jeg løber hæk eller springer længde. Men hovedet tror, at jeg stadig kan, og jeg er jo lidt af et legebarn..."

Interviewet er slut, da en tysk konkurrent blander sig.

"Anne er en rigtig sød person. Og det siger jeg som konkurrent - så det bør du også lige notere," lyder det venligt, men bestemt fra finalens nr. 8, Barbara Schlosser fra Wiesbaden.

© Copyright Dansk Atletik Forbund