Foto: Thomas Windestam/DECA Text&Bild
Hesselbjerg løber sit livs hurtigste
06. august 2017 · Jeppe Weinreich
Forhindringsløber Ole Hesselbjerg gav alt, hvad han havde i det indledende heat og blev belønnet med en personlig rekord på 8:27,86 min. Drømmen om en finaleplads blev ikke virkelighed, men med en samlet 18. plads ud af 44 var det en mere end godkendt præstation.
LONDON - Han havde på forhånd håbet på et hurtigt - men ikke for hurtigt - heat. Det ønske blev opfyldt for Ole Hesselbjerg, der placeret i den bagerste halvdel af feltet på 3000 meter forhindring kunne løbe i et tempo lige omkring sin personlige rekord. Med en god finish gik han på den sidste langside forbi den stærke polak Zalewski og tog 8. pladsen i 8:27,86 min. - en forbedring på 0,03s af den personlige rekord. Ikke nogen stor forbedring, men en PR er en PR og i det her tilfælde den hurtigste danske tid, siden den danske rekord blev sat for 30 år siden.
8. pladsen kunne i teorien have været nok til en finale, men som ventet blev der løbet for stærkt i de efterfølgende to heat, og i sidste ende var han præcis to sekunder fra en sensationel finaleplads. Det rakte til en placering som nr. 18 ud af 44. En absolut godkendt præstation.
"Jeg er helt klart tilfreds med min præstation i dag. Selvfølgelig ville jeg gerne have været tættere på en finale. Men det blev et løb, præcis som jeg ville have det. Så jeg kan ikke klage. Og det var fedt at slå Zalewski for første gang. Det var også et af mine mål," lød det fra Ole Hesselbjerg efter løbet, dom bød på en vis dramatik. Således styrtede den stærke spanier Sebastián Martos halvejs i løbet ved forhindringsgraven og landede pladask på maven i vandet.
Næste stop: Manchester
Allerede den 16. august løber han igen i England ved landskampen i Manchester. Her er distancen den sjældne 2000 meter forhindring. Godt en uge senere er han med ved Universiaden i Taipei, hvor han er det store danske holds bedste bud på en medaljekandidat.