Dybt koncentreret forud for mandagens start. (Thomas Windestam/DECA Text&Bild)
Sara slipper for stærk USA-trio
07. august 2017 · Jeppe Weinreich
Vejen til VM-finalen synes at være gjort en smule lettere for Sara Slott efter en fordelagtig lodtrækning, hvor hun undgår de tre formodet stærkeste amerikanere samt den evige rival Hejnová.
LONDON - Personlig rekord til Hesselbjerg, en pragtpræstation af Abdi samt Sara Slott, der cruiser sig i semifinalen. Indtil videre har der ikke været en finger at sætte på den danske VM-indsats. Kan det fortsætte? Det vil vise sig tirsdag aften kl. 21.45, når Sara Slott Petersen skal løbe i det andet af tre semifinaleheat på 400 meter hæk.
Umiddelbart bedømt er det en fin lodtrækning, som Sara har fået. De tre stærkeste amerikanere er nemlig placeret i de to andre heat, mens der bliver et gensyn med den fjerde, Cassandra Tate, som Sara jo slog i går. Dét nederlag betyder, at VM-bronzevinderen fra 2015 må løbe på den yderste bane 9, mens Sara fra sin bane 7 således kan holde øje med Tate hele vejen rundt. Afskrive amerikaneren skal man dog ikke.
"Cassandra slår man oftest, men så popper hun pludselig op som en korkprop og løber nogle tider på 54-lavt. Hun er altid svær at løbe mod, så man skal ikke undervurdere hende," lød Saras vurdering i går, inden hun vidste, at hun kom til at møde hende igen.
Se alle tre semifinaleheat HER
Dansk-schweizisk duel
På papiret er det dog Léa Sprunger på bane 5, som er kneben favorit. Sprunger er hurtig, og stod der ingen hække på banen, ville hun med stor sandsynlighed slå Sara, men den langbenede schweizer - der for nylig satte nationsrekord med 51,09 sek. på den flade 400 meter - har oftest haft problemer med at få skridtene til at passe. I år har hun dog forbedret sig markant, og ved årets Diamond League i Lausanne såvel som i Rabat slog hun for første gang i karrieren Sara - med hhv. 0,20 og 0,34 sek. Hun vandt mandag sit heat i 55,14 sek. - 0,09s hurtige end Saras tid -, mens blot 0,06s skiller de to på europaranglisten, hvor schweizeren lige akkurat er forrest på en 2. plads. En uhyre spændende duel bliver det mellem de to europæiske løbere.
"Jo, det er et fint heat. Heat 1 er til gengæld virkelig stærkt. Hvis jeg løber mit bedste, bør jeg bestemt komme i top-2, men de andre er stærke og kan sagtens trække en 54,20-tid ud af ærmet. Så intet er givet på forhånd," lød Saras vurdering tirsdag morgen.
Gensyn med OL-finalist
Skal andre kunne presse Sara, er det Ristananna Tracey på bane 4. Sølvvinderen fra de jamaicanske mesterskaber satte ligesom Sara sin gældende PR i OL-finalen, hvor hun blev nr. 5 i 54,15 sek. Tracey stod for den sikreste heatsejr i går, da hun vandt sit heat 3 i 54,92 sek. - over et sekund foran nr. 2. Sara har dog aldrig tabt til Tracey, som hun denne sæson har mødt to gange.
En "dark horse" er Glory Onome Nathaniel til venstre for Sara. Indtil i år havde den 20-årige nigerianer aldrig løbet stærkere end 57,44 sek., men mandag forbedrede hun sig til 55,30 sek.
De to første fra hvert af de tre heat går videre til finalen, hvor yderligere to kommer med på tid. Ved de forrige verdensmesterskaber har en tid lige under 55 sekunder typisk været påkrævet:
Beijing 2015: 54,86s
Moskva 2013: 54,94s
Daegu 2011: 55,06s
Berlin 2009: 54,79s
Første heat skydes af kl. 21.35 dansk tid, mens Saras heat er ti minutter senere.