Foto: DECA Text&BIld)
Anna Møller - sidste dansker i ilden
09. august 2017 · Jeppe Weinreich
Realistisk betragtet slutter den danske VM-indsats i aften. Med mindre altså, at Anna Emilie Møller overgår sig selv i heat 2 på 3000 meter forhindring, der skydes i gang kl. 20.23 dansk tid.
LONDON - Efter Sara Slotts exit er der kun én dansker tilbage ved dette VM. At tro, at det bliver Anna Emilie Møller, som onsdag aften (kl. 20.23) skaffer dansk atletik den ønskede finaleplads, vil dog nok være at lægge et for stort pres på supertalentets skuldre. Ret beset er det ikke realistisk; seedet ud fra sæsonbedste er Blovstrød-løberen nemlig nr. 22 ud af de 42 startende, mens hun ligger nr. 28, om man ser på den personlige rekord. 15 løbere kommer i finalen - de tre bedste fra hvert af de tre heat samt de seks bedste tider.
Anna løber i heat 2, hvor hun får selskab af to andre nordiske løbere, Camilla Richardsson (FIN) og Maria Larsson (SWE). Begge slog hun sikkert ved juni måneds landskamp i Vaasa (foto foroven).
- se de tre indledende heat HER
I heat med den olympiske mester
I Annas heat finder man desuden to særdeles stærke navne: den olympiske mester Ruth Jebet fra Bahrain samt nr. 4 fra samme finale, Beatrice Kipkoech (KEN). Dengang i Rio var der ingen, der talte om finalechance for Anna, men med sin danske rekord 9:32,68 min. var hun faktisk kun to sekunder fra. Ved det seneste VM kom man i finalen på næsten samme tid: 9:30,23, mens 9:42,12 var nok i Moskva 2013.
"Det er et o.k heat for Anna. Forventeligt vil Jebet og Kipkoech rykke undervejs, men så kan der blive en god dyst mellem de næste løbere. Forhåbentlig kan det give mulighed for en god tid," lyder det fra træner Kersti Jakobsen, som ikke er med i London, men er i tæt kontakt med Anna.
Kvindernes 3000 meter forhindring er første øvelse (kl. 20.05) på aftenens program. DR3 og Eurosport sender live fra start til slut (ca. 22.55).