Loading...

Katrine Villumsen - her ved EM Bjergløb sidste år, hvor hun blev nr. 32.

Bjergløb

Katrine Villumsen lyser op ved VM Bjergløb

10. august 2017 · Søren Rasmussen

Med en 16. plads ved VM Bjergløb stod Katrine Villumsen søndag for en fremragende præstation. Hos mændene var Simon Grimstrup hurtigste dansker på en 39. plads.

Det blev en barsk omgang for de danske deltagere ved søndagens VM bjergløb 32K i Premana, Italien. Mange dages forudgående hedebølge med temperaturer op til 35-40 grader blev på løbsdagen afløst af tordenvejr og kraftige regnskyld, som gjorde de stejle nedløb på våde klipper til en ekstraordinær udfordring, der bestemt ikke bekom alle deltagere lige vel.

Én dansk deltager, Katrine Villumsen Sparta, som til dagligt er bosat i Schweiz, trodsede dog i særlig grad de voldsomme forhold og løb i mål på en fremragende 16. plads i feltet af i alt 57 startende kvinder fra 17 nationer. Vel nok den flotteste individuelle præstation af en dansk deltager ved VM bjergløb og VM trail nogensinde.

Slemt styrt
Blandt de øvrige danske deltagere var Mette Busch, Blovstrød Løverne, desværre ude for et slemt styrt på et af de glatte nedløb, som betød, hun måtte udgå og efterfølgende indlægges til scanning og kontrol på et lokalt hospital. Mette fik mange skrammer og har bl.a. forstrukket nogle muskler i nakken, men seneste forlydender går på, at der heldigvis ikke skulle være sket noget mere alvorligt.

Simon Grimstrup bedste dansker
De danske mænd havde over en bred kam en lidt længere dag på kontoret, end hver især havde håbet, men alle kom dog godt igennem. Bedst individuelt var som ventet Simon Grimstrup, Silkeborg OK.

Holdmæssigt blev det desværre ikke til den målsatte forbedring af placeringen ved tidligere mesterskaber.

KVINDER:
1. Silvia Rampazzo, Italien – 03:56:45
2. Kasie Enman, USA – 03:57:30
3. Denisa Dragomir, Rumænien – 03:59:34
16. Katrine Villumsen, Danmark – 04:21:08
37. Kristina Schou Madsen Danmark – 05:10:19
DNF: Mette Busch, Danmark
I alt 57 deltagere

MÆND:
1. Petro Mamu, Eritrea – 03:12:52
2. Francesco Puppi, Italien – 03:14:37
3. Pascal Egli, Schweiz – 03:18:13
39. Simon Grimstrup, Danmark – 03:59:38
49. Anders Aagaard Hansen, Danmark – 04:06:16
54. Jonas Borsøe Christensen, Danmark – 04:09:42
60. David Stoltenborg, Danmark – 04:17:59
66. Peter Arnoldsen, Danmark – 04:25:30
I alt 83 deltagere
Hold nr. 13 af 17

© Copyright Dansk Atletik Forbund