Kai Faurschou med sønnen Jesper på Herning Rådhus i 2014. Her modtog Kai prisen som Årets Idrætsleder, mens Jesper for 11. gang blev hædret for et dansk mesterskab.
Dødsfald: Kai Faurschou, 66
14. august 2017 · Jeppe Weinreich
Formand for Herning Løbeklub, Kai Faurschou, er gået bort.
For de, som ikke kendte til hans korte sygdomsforløb, kom nyheden om Kai Faurschous død som et chok. Formanden i Herning Løbeklub var om nogen foreningens ansigt udadtil, og hans bortgang i en alder af kun 66 er et slag af de store for de pårørende, klubbens 120 medlemmer og dansk atletik.
Det var nærmest umuligt ikke at støde på Kai Faurschou, når der var DM i cross eller landevejsløb eller bare en runde i Vinterturneringen. Altid til stede med et smittende engagement og en selvfølgelig interesse for klubbens egne løbere.
Et brud med Herning GF førte i sin tid til etableringen af Herning Løbeklub. Her startede Kai som løber, og i 2002 blev han formand. Betegnelsen "ildsjæl" kan synes som en lidt slidt kliché, men i Kai Faurschous tilfælde passer den på en prik. Han var dynamoen, der satte flere projekter i gang. Fuglsang Sø Rundt og Kvindeløbet er to årlige, succesfulde motionsløb, ligesom at Herning Løbeklub også arrangerede DM Cross såvel som DM 10 km landevej. En drivkraft, der formåede at passe det hele: job, forening og ikke mindst familien, hvor han efterlader sig kone, tre voksne børn og børnebørn.
Som far oplevede han i 2012 noget, som kun er ganske få forundt: at se sin søn løbe ved et OL. Jesper Faurschou deltog nemlig på maraton ved legene i London og gjorde også en god figur ved EM og VM på samme distance. Navnet Faurschou blev dermed skrevet ind i de olympiske annaler. I Herning Løbeklub fylder navnet dog væsentligt mere.