Loading...

Anna Emilie Møller vandt i fjor titlen som "Årets Ungdomstalent".

DAF AWARDS 2017

Har du indstillet dine kandidater til årets DAF Awards?

01. september 2017 · Jeppe Weinreich

Igen i år skal der uddeles DAF Awards i otte kategorier. Det foregår ved Atletikkens Årsfest d. 28. oktober, men inden vi når så langt, skal der først indstilles nogle kandidater. Det kan du nu være med til at gøre.

I fjor løb Sara Slott Petersen og Mikkel Larsen med priserne som hhv. Årets Atlet og Årets Træner. Hvem skal have dem - og de seks andre DAF Awards - i år? Det får vi først svaret på efter den sidste afstemning ved Atletikkens Årsfest d. 28. oktober. Første skridt bliver at indstille nogle oplagte kandidater - og her kommer du ind i billedet. Fra i dag er der nemlig åbnet op for indstilling af kandidater.

Så kender du f.eks. én i din forening (eller en anden klub), der som leder har gjort en så stor indsats, at det fortjener hæder, så lad os vide det. Eller har du deltaget i/oplevet et særligt godt arrangement, så er det måske en kandidat til Årets Event?

De otte kategorier (sidste års vinder i parentes)

  • Årets Atlet (Sara Slott Petersen, Aarhus 1900)
  • Årets Træner (Mikkel Larsen, Aarhus 1900)
  • Årets Forening (Aarhus 1900)
  • Årets Leder (Heri Ziska, Færøerne)
  • Årets Unge Leder (Andreas K. Christensen, Aarhus 1900)
  • Årets Ungdomstalent (Anna Emilie Møller, Blovstrød Løverne)
  • Årets Master (Rosa Pedersen, Odense Atletik)
  • Årets Event (Baneturneringen,v. Simon & Christian Jørn Hansen)


Lodtrækningspræmier

Du er velkommen til at indstille en kandidat i alle otte kategorier. Send en mail til daf@dansk-atletik.dk (skriv "DAF Award kandidat" i emnefeltet) med navn på den/de pågældende og evt. en kort begrundelse (max. 500 anslag). Vi skal have din mail inden d. 18. september. Undervejs i perioden vil der blive trukket lod om diverse tøjpræmier (angiv derfor venligst din tøjstørrelse ifb. med indstillingen).

På baggrund af alle indstillinger udpeger DAFs bestyrelse, direktør & sportschef tre nominerede til hver kategori. Herefter åbnes der for afstemning via Facebook, hvor alle atletikentusiaster i løbet af uge 38-40 skal stemme på deres favoritter. Den endelige kåring finder sted ved Atletikkens Årsfest, hvor de 3x8 nominerede vil blive inviteret. En ny afstemning blandt deltagerne (som vil blive vægtet ligeligt med stemmerne fra Facebook) vil afgøre de endelige vindere af DAF Awards 2017.

18/8-17/9 - DAF modtager indstillinger
22/9 - De 3x8 nominerede offentliggøres
22/9 - 13/10 Afstemning på Facebook
28/10 - Endelig kåring ved Atletikkens Årsfest i Middelfart

Er du ikke tilmeldt Atletikkens Årsfest endnu? Læs mere HER.

© Copyright Dansk Atletik Forbund