Loading...

Universiade - Taipei 2017 (2. dag)

Line Renée springer sig i finalen

24. august 2017 · Jeppe Weinreich

Stangspringeren tangerede torsdag morgen sit sæsonbedste med 4.00 meter, hvilket var identisk med finalekravet. På mændenes 10000 meter kæmpede Thijs Nijhuis sig ind som nr. 10.

Stangspringer Line Renée Jensen sørgede for den første danske finaleplads ved Universiaden i Taipei. Den 25-årige Sparta-atlet klarede i morgenens kvalifikation 4.00 meter, hvilket var identisk med finalekravet. Line tog de tre første højder i første forsøg, inden hun kom over de 4.00 meter i anden omgang. Finalen afvikles lørdag kl. 11 dansk tid.

Thijs nr. 10 på 10000 meter
Thijs Nijhuis var også i finalen, om end den direkte på 10000 meter. Vejrforholdene var som ventet en udfordring, og fire af de 20 finalister udgik undervejs. Helt fremme blev der dog løbet stærkt fra start, og hurtigt var det store felt sprængt itu. Ugandas Sadic Bahati vandt i 29:08,68 min., mens Thijs kæmpede sig i mål som nr. 10 i beskedne 31:10,61 min. Lørdag starter Viborg-løberen igen - denne gang på 5000 meter, hvor han får selskab af Kasper Skov.

Semifinalen på 100 meter blev som ventet endestation for Mathilde U. Kramer. I det andet heat - hvor der var en modvind på 1,9 m/s - kom hun ind som nr. 9 i beskedne 12,14 sek. Fredag gælder det så 200 meteren, hvor også Astrid Glenner-Frandsen er med.

Kramer UNI
Mathilde U. Kramer til venstre i torsdagens semifinale. (screenshot)

I mændenes tikamp begyndte Christian L. NIelsen fint. Hans tre første øvelser var resultatmæssigt nærmest identiske med dem fra hans rekordserie. I dagens fjerde øvelse, højdespring, tabte han med 1.80 meter imidlertid ni cm i forhold til førnævnte serie. Efter 50,86 sek. på 400 meter lagde han sig før 2. dagen på en 14. plads - 119 point fra sin PR-score.

Universiade - Taipei 2017 (2. dag)
Mænd
10000 meter (direkte) finale
1. Sadic Bahati, Uganda 29:08,68 min.
10. Thijs Nijhuis 31:10,61 min.
400 meter hæk indl.
Heat 3
6. Martin B. Johansen 55,76 sek.
Tikamp (efter 1. dagen)
14. Christian L. Nielsen 3587 point
(11,45s - 6.83m - 12.68m - 1.80m - 50,86s)
Kvinder
100 meter semifinale
Heat 2 (-1,9)
9. Mathilde U. Kramer 12,14 sek.
400 meter hæk indl.
Heat 3/4
5. Annemarie Nissen 65,39 sek.
Stangspring kval.
9-11. Line Renée Jensen 4.00 meter Q =SB
17. Caroline Ranners 3.45 meter
Alle resultater

Det danske program fredag (3. dag)
9.00 Christian L. NIelsen - 110 meter hæk / Tikamp 2. dag
9.42 Mette Graversgaard - 100 meter hæk indl. heat 3/5
10.21 Mathilde U. Kramer - 200 meter indl. heat 2/6
10.27 Astrid Glenner-Frandsen 200 meter indl. heat 3/6
11.39 Emil K. Strøm - 200 meter indl. heat 5/8
(lokaltid - 6 timer skal trækkes fra)

© Copyright Dansk Atletik Forbund