Højeste spring siden 2001: Rikke over 1.81 meter
26. august 2017 · Jeppe Weinreich
Den 19-årige højdespringer fra Sparta sørgede lørdag for et højdepunkt, da hun kom over 1.81 meter.
Da Rikke Andersen i DT-finalen sidste år klarede 1.80 meter, fik hun brudt en vigtig grænse, som ingen herhjemme havde rørt i mere end 15 år. I den efterfølgende vintersæson var hun ikke i nærheden af den højde, og denne sommer var 1.76 meter det bedste. Lørdag kunne det 19-årige talent så klare 1.81 meter efter en flot serie og dermed fortsætte den kontinuerlige udvikling under træner Martin Steensvig:
2013: 1.70m
2014: 1.72m (i)
2015: 1.76m
2016: 1.80m
2017: 1.81m
De 1.81 meter bringer hende op som en delt nr. 7 på alle tiders rangsliste. Efterfølgende forsøgte hun sig tre gange på 1.84 meter - bare én cm fra OL-deltageren Grith Ejstrups U20-rekord fra 1972(!).
Nyt talent forbedrer sin PR tre gange
Et nyt talent dukkede op i drengenes 14-15 års klasse. På forhånd var der lagt op til en tæt dyst, men 14-årige Wilhelm Kopp fra Trongården ville det anderledes. Efter at have tangeret sin PR med 1.73 meter tog han 1.76, 1.79 og 1.82 meter i første forsøg!
Mathias Mørk - tidligere Helsingør IF - løber nu for Aarhus 1900, hvor han er skiftet fra kort til lang hæk. Lørdag røg han op som nr. 3 herhjemme i år med vindertiden 54,75 sek. (PR)
Flotte 400 meter-tider
De fire piger, som udgør landsholdet på 4x400 meter, var alle i aktion i dag - og tre af dem satte PR på distancen. I 16-17 års klassen sejrede Nathalie Richter (AAM) med PR 56,95 sek. foran Olivia Thorsgaard (Sparta), der med 57,15 sek. ligeledes kunne forbedre sig. I klassen over imponerede Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) med en endnu større PR-forbedring: 56,49 sek. Det gjorde ikke præstationen mindre flot, end at hun nogle timer forinden havde vundet 1500 meteren. Søndag venter favoritdistancen 800 meter.
Mia Helene Mørck på vej mod en sikker sejr på 1500 meter.
PR til Garbrecht
I den ældste drengeklasse satte den forsvarende danske seniormester i spydkast, Mikkel Garbrecht (1900), tingene på plads i sidste runde efter en ujævn serie. Med 65.68 meter lagde den tidligere Aabenraa-kaster knap halvanden meter til sin personlige rekord og sendte dermed et formsignal til klubkammeraten Andreas Bertelsen, som fører den danske rangliste med 66.28 meter.
Mägi hopper op som nr. 2 på ranglisten
En anden 1900-atlet, Dennis Mägi, gjorde det flot i sit sidste DMU. I trespring nåede han ud på 14.90 meter - bare tre cm fra en fire år gammel PR. Det bringer ham op som nr. 2 på årets rangliste.
Revanche til Thea
Ved NM-U20 snuppede Ayoe Røbel (Sparta) bronzen fra Thea Jensen (Hvidovre AM) i sidste runde af kuglestød. Lørdag fik Thea revanche med flotte 14.02 meter mod Røbels 13.67 meter.
Et andet kastetalent, Lise Lotte Jepsen (AAIG), vandt hammerkast (16-17 år) med 61.56 meter (3kg) - hendes næstbedste resultat nogensinde. Alle godkendte fire kast i serien var over 60 meter.
0,02 sek. fra 20 år gammel rekord
4x100 meter bød på flere kiksede skifter med efterfølgende diskvalifikationer. I et enkelt tilfælde kom kun ét af tre hold i mål. For nogle lykkedes det dog. Det gjaldt eksempelvis Spartas 16-17- årige piger (foto nedenfor), der med 48,68 sek. bare var 0,02 sek. fra Herning GF's 20 år gamle U18-rekord.
DMU - Hvidovre 26.-27. august 2017
Resultatlink
Alle fotos: Michael Hyllested