Loading...

Anders Møller ved DM i 2011. (arkivfoto: Preben B. Søborg)

Navne

40 år tirsdag: Anders Møller

05. september 2017 · Jeppe Weinreich

21 DM-titler i trespring er det blevet til for Anders Møller, som i Aalborg sidste weekend var tæt på at tage den 22nde af slagsen. Tirsdag fylder han 40.

Om man skulle kåre den bedste danske trespringer all time, kan kun to komme på tale: OL-4'eren fra London ´48, Preben Larsen (1922-1965), og Anders Møller. Sidstnævnte fylder i dag 40, og ved DM for bare tre dage siden kunne han have tangeret Preben Larsens rekord på 11. udendørs titler, om ikke Peder P. Nielsen - som bliver trænet af Anders - i sidste runde havde snuppet guldet. Nu blev det så kun til 10 stk. - plus 11 af slagsen indendørs.

Men måske er det for tidligt at gøre status over DM-titler, for Anders Møller har det med at overraske. Nok var talentet der, da han som dreng startede i Aalborg AK med den jævnaldrende Joachim B. Olsen, men at det skulle bringe ham i to store internationale finaler - som det skete i 2005 og 2011 - havde næppe mange set.

Efter ungdomsårene i Aalborg fulgte et ophold på University of Idaho, hvor Joachim B. Olsen også befandt sig. I modsætning til kuglestøderen blev det ingen sportslig succes. I stedet flyttede han til Aarhus for at studere, skiftede til Aarhus 1900, og fik her Lars Nielsen som træner. Det blev et succesfuldt parløb. Flere års hård og målrettet træning fulgte, og i 2005 kom det store gennembrud. I marts satte han ved EM-inde i Madrid dansk rekord med 16.44 meter, og den følgende sommer kvalificerede han sig med dansk rekord 16.76 meter kort før deadline til VM i Helsingfors. Her overraskede han ved at springe sig i finalen, hvor det blev til en 12. plads. Ved DM-inde i Malmø den følgende vinter sprang han så sine historiske 17.01 meter, som skulle forblive karrierens længste spring.

Moller (1)
Anders Møller - her ved DM sidste weekend på Skovdalen Stadion, hvor det hele begyndte. Tre gange i Møllers karriere var Skovdalen vært for Store DM - i 2000, 2013 og 2017, men lige netop de tre gange vandt han ikke guldet (Lone Dybdal).

Ni store mesterskaber - men OL glippede
I alt blev det til deltagelse ved ni store mesterskaber - heriblandt VM udendørs tre gange. OL nåede han dog aldrig; tilfældet ville, at 2008 og 2012 ikke var hans bedste sæsoner. Da han i 2010 grundet skadesproblemer skiftede afsætsben fra det venstre til højre, havde næppe mange set, at der var flere rekorder i ham. I marts 2011 - nu 33 år gammel og skiftet til Sparta - fulgte hans bedste internationale placering, da han ved EM-inde i Paris blev nr. 6 i en mindeværdig finale. Ved DM den følgende sommer satte han med 16.88 meter den gældende danske rekord udendørs.

Årets træner i Sverige
Sideløbende har Anders Møller gjort karriere som træner. Herhjemme står han bag bl.a. Peder P. Nielsen og Martha Traoré, men størst succes har han høstet med svenske Erica Jarder, som ved EM-inde i 2013 vandt bronze i længdespring. Det gav ham Svensk Friidrotts pris som "Årets Tränare" dét år. Siden er han blevet gift med Jarder, der fødte parret en søn i år. Det forlyder tilmed, at hun til næste år vil konkurrere igen, så selvom Møller med sine 40 år har droslet kraftig ned som trespringer, er han langtfra færdig inden for atletikken.


CV
Internationale mesterskaber
Ude
3 X VM 2005 (nr. 12) - 2007 og 2011
2 X EM 2006 og 2012
Inde
1 X VM 2006
3 X EM 2005 - 2007 og 2011 (nr. 6)

Indehaver af de danske rekorder i trespring: 17.01m (inde 2006) & 16.88m (ude 2011)

DM-titler: 10 udendørs & 11 indendørs

© Copyright Dansk Atletik Forbund