Loading...

Nyt fra DAF

Webbutik for medaljer slår dørene op fredag

07. september 2017 · Jeppe Weinreich

Hidtil har DAFs foreninger skullet bestille medaljer hjem hos leverandøren pr. mail eller telefon - og efterfølgende er betalingen foregået via forbundet. Når en ny aftale med Jydsk Emblem Fabrik træder i kraft fredag, bliver det fremover langt lettere at købe medaljer hjem.

Vest- og østdanske ungdomsmesterskaber, DM i 100 km eller kastemangekamp. Hver sæson byder på et væld af mesterskaber i alle kategorier - og ved samtlige af slagsen skal der naturligvis uddeles medaljer. Som arrangør kan det være et større arbejde at vide, hvad man skal bestille og hvordan.

Fra i morgen fredag er arbejdsproceduren gjort langt lettere og mere overskuelig. DAF har nemlig indgået en aftale med leverandøren, Jydsk Emblem Fabrik, som har oprettet en speciel hjemmeside for DAF-medaljerne. I modsætning til tidligere klares betaling direkte med leverandøren. Tilmed har medaljerne fået et nyt, mere moderne design.

Kasseren i hver af forbundets mange foreninger vil derfor fredag (8/9) via mail modtage en unik kode, som de kan logge sig ind på siden med. Her kan man på en overskuelig måde - og i alle døgnets timer - finde frem til de rette varer. Hvilken slags medalje og hvor mange? Skal der være ekstra tekst indgraveret - og hvilken farve skal båndet have?

Vigtigt
Bemærk venligst, at alle klubber bedes ajourføre kontaktoplysninger på deres kasserer INDEN første køb foretages på webshoppen. Ved skift af kasserer bedes navn, post-adresse og e-mailadresse ligeledes opdateres ifht. korrekt fakturering af klub.

Kontaktoplysninger på klubbens kasserer kan tilrettes på dette LINK - benyt igen ovenstående loginoplysninger. Skulle man af en eller anden grund ikke have modtaget en mail inden mandag, bedes man rette kontakt til DAFs sekretær, Dorte Ramlow (daf@dansk-atletik.dk - 4326 2307).

For spørgsmål ifht. login, bestilling af medaljer eller andet, venligst Jydsk Emblem Fabrik’s kundeservice på tlf. +45 7027 4111 eller via mail: daf@jef.dk.

© Copyright Dansk Atletik Forbund