Loading...

Fra sidste års DM-dyst, hvor de tre første kom i mål inden for 11 sekunder. Med undtagelse af Thijs Nijhuis er de med igen, mens mesteren fra 2015, Abdi Hakin Ulad, ligner en klar favorit i år. (CPH Half)

DM Halvmaraton / CPH Half

Klare medaljefavoritter tegner årets DM-felt

14. september 2017 · Jeppe Weinreich

I begge klasser er der i år tre profiler, som synes at være en tand bedre end resten af det store DM-felt, der indgår i søndagens CPH Half Marathon.

Det er stadig kun godt fem uger siden, at Abdi Hakin Ulad løb i mål som nr. 13 i maratonløbet ved VM i London. Efter en sådan kraftpræstation plejer et par måneders konkurrencepause at være normen, og derfor indgik DM/CPH Half ikke i Abdis planer. Udsigten til at deltage i et verdensklasseløb på hjemlig grund er dog så tillokkende, at han har besluttet sig for at løbe alligevel - og dermed har DM fået en klar favorit. Man skal dog ikke sætte næsen op efter en toptid som ved samme løb i 2015, hvor han sejrede i mesterskabsrekorden 1:02,48 time.

"Jeg sigter ikke efter en hurtig tid. Det handler kun om at vinde DM-titlen," slår Abdi fast.

I fjor - hvor Abdi ikke deltog - var der et tæt opgør mellem tre løbere. Thijs Nijhuis, som vandt dén duel, har efter en hård sæson på bane fravalgt søndagens DM. De to andre er til gengæld med, og det ligner dermed en spændende dyst om sølv mellem 34-årige Jesper Faurschou (Herning LK) og den ét år ældre Jesper Trebbien Andersen (Sparta). Sidstnævnte vandt guld på distancen ved Masters-EM i Aarhus i starten af august og satser meget på netop DM. I fjor slog Faurschou ham med bare otte sekunder.

Anna
Anna Holm efter DM-sejren ved CPH Half 2015, hvor hun satte sin gældende PR med 1:13:34 min.

Anna Holm er tilbage
Hos kvinderne figurerer Anna Holm - mesteren fra '12 og '15 - på startlisten. Den 29-årige bornholmer, som i fjor skiftede til Sparta, holdt en længere pause efter OL i Rio. Ved Etape Bornholm dukkede hun op igen og var her klart bedste dansker. CPH Half bliver hendes første seriøse start siden OL, og dermed venter der en spændende duel med den formstærke Simone Glad (Sparta), som ikke har løbet distancen siden VM i København i 2014, men i år har haft sin hidtil bedste sæson på bane.

Den forsvarende mester Louise Langelund Batting stiller også til start, og med den 39-årige Aarhus 1900-løber synes kvindernes DM-konkurrence at være en af de stærkeste i flere år.

Der dystes om DM-medaljer i alle aldersklasser fra U23, senior, 30+, 35+ og så videre. I den ældste klasse over 80 år er to herrer og én kvinde såmænd tilmeldt.


DM Halvmaraton / CPH Half - søndag d. 17. september 2017 (start kl. 11)


Seedning af DM-eliteløbere:

Af DM-deltagerne har de 30 bedste mænd (krav: 1:12) samt seks kvinder (1:20) fået en plads i (sub-)elitefeltet. Resten af deltagerne løber i det store massefelt og konkurrerer på nettotid.

Vindere af DM Halvmaraton siden 2010
2016 Østerbro (CPH Half)
Thijs Nijhuis (Viborg AM) 65:57 min. / Louise L. Batting (Aarhus 1900) 75:18 min.

2015 Østerbro (CPH Half)

Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) 62:48 min. / Anna Holm (Viking) 73:34 min.

2014 Middelfart (Lillebælt Halvmarathon)
Thijs Nijhuis (Viborg AM) 67:47 min. / Louise L. Batting (Aarhus 1900) 75:58 min.

2013 Aarhus (Audi Challenge Aarhus)

Lars Budolfsen (Sparta) 66.17 min. / Jess Draskau-Petersson (1900) 74:16 min.

2012 Østerbro (Powerade)

Henrik Them (Sparta) 64:55 min. / Anna Holm (Viking) 76:30 min.

2011 Aarhus (Audi Challenge Aarhus)

Henrik Them (Sparta) 66:06 min. / Maria Sig Møller (AGF) 76:13 min.

2010: Lyngby (BT Halvmarathon)

Jesper Faurschou (Herning LK) 65.12 min. / Anne-Sofie Pade (Sparta) 78.18 min.

© Copyright Dansk Atletik Forbund