Mikkel Larsen stopper som landstræner
15. september 2017 · Jeppe Weinreich
Den succesfulde træner er tiltrådt en ny stilling hos Arla og stopper derfor som landstræner i sprint/hæk pr. 30/9.
I fjor modtog Mikkel Larsen, 36, en DAF Award som årets træner. Det skete efter en drømmesæson, hvor Sara Slott Petersen - som han har trænet siden 2005 - vandt EM-guld og OL-sølv. I år var han projektleder for EMACS 2017, og efter at have ført den store event i mål er han nu tiltrådt i en ny stilling i Arla. Det betyder, at han stopper som landstræner i sprint/hæk med udgangen af september. Han fortsætter dog som personlig træner for bl.a. Sara Slott Petersen og Andreas Martinsen.