Loading...

Navne

Thomas Glud bliver teknisk løbsleder af VM Cross & Royal Run Aarhus

11. oktober 2017 · Jeppe Weinreich

Den tidligere direktør i Aarhus Motion er pr. 1. oktober blevet ansat i Dansk Atletik Forbund. Her bliver han teknisk løbsleder for forbundets store satsninger: Royal Run & VM Cross i Aarhus.

Efter den store succes med VM Halvmaraton i København 2014 er Dansk Atletik Forbund i fuld gang med forberedelserne til to nye super events: Royal Run i 2018 og VM Cross 2019. Til at stå for den praktiske afvikling har forbundet pr. 1. oktober hentet Thomas Glud ind som teknisk løbsleder på VM såvel som Royal Run Aarhus.

Thomas Glud, 47, var i knap ti år direktør for Aarhus Motion, som med den lokale udgave af DHL Stafetten samt Aarhus City Halvmarathon i dag indtager en rolle som en af landets største løbsarrangører. Nu har Glud søgt nye og større udfordringer.

VM Cross finder sted i netop Aarhus i marts 2019, men forinden gælder det den 21. maj 2018 fejringen af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Det foregår i landets fem største byer på én og samme dag, hvor fødselaren løber med alle steder. Her får Thomas Glud det tekniske ansvar for Royal Run Aarhus, som arrangeres i samarbejde med Aarhus 1900. Derudover vil han have en rådgivende funktion for forbundet og dets involverede foreninger.

"I min karriere i branchen har jeg været med til at lave rigtig mange spændende events, men sammen med nye kollegaer at skulle være med til at arrangere først en kongelig løbeevent i form af Royal Run - for så i 2019 at sætte Aarhus på verdenskortet, når VM Cross holdes ved Moesgaard Museum, bliver helt vildt spændende. Men også en stor udfordring, som jeg ser frem til," lyder det fra Thomas Glud, der til daglig bor i Aarhus med sin familie.

Direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, glæder sig ligeledes over at have fået en kapacitet som Thomas Glud med på holdet.

"De kommende 18 måneder byder i form af Royal Run og VM Cross på to meget store events for dansk atletik. Begge arrangementer vil på hver deres måde være skelsættende for dansk atletik, og det er derfor en stor gevinst for vores idræt, at vi i forberedelserne har Thomas Glud med på holdet,” slår Jakob Larsen fast.

© Copyright Dansk Atletik Forbund