Anton Harrsen - med nr. 63). (foto: Mitchell Leff/Temple University)
Harrsen imponerer på ny
29. oktober 2017 · Jeppe Weinreich
Anton Harrsen var sit holds hurtigste, da Temple University lørdag løb en 3. plads hjem ved kredsmesterskabet på hjemmebanen i Philadelphia. Det samme var Josephine Thestrup for Butler Bulldogs. I alt var seks danske crossløbere i aktion fredag og lørdag.
Seks danske crossløbere var i weekenden i aktion for deres amerikanske universitetshold. Det gjaldt mesterskaberne i de i alt 32 conferences, som udgør NCAA 1. division. Altså den sidste konkurrence inden Regionals om to uger, og det blev særligt en god generalprøve for Anton Harrsen. Den 22-årige 1900-løber med en baggrund i Helsingør IF var nemlig for første gang sit holds hurtigste, da han på hjemmebanen i Philadelphia kom ind som nr. 8. En stor overraskelse.
”Jo, det var der nok ikke så mange, der havde regnet med på forhånd, men jeg havde en super god dag og kom igennem bakkerne uden at miste for mange kræfter,” lyder det fra Harrsen, som til daglig læser geologi.
Holdets anden dansker, Kristian Holm Jensen, måtte på uvant vis se sig slået af fem holdkammerater. Grundet knæproblemer har den nordiske juniormester – som ellers startede sæsonen stærkt - imidlertid ikke kunnet træne optimalt på det seneste, men det forlyder, at behandlerne arbejder på at få ham i optimal form til den vigtige Regionals om to uger. Den finder sted i hjemstaten Pennsylvania, i Lehigh County.
"Great Danes and best friends: Men's Cross Country's Harrsen and Jensen"
Temples tredje dansker, Helene H. Gottlieb, tog i kvindernes løb en 38. plads. I begge klasser placerede holdet fra Philadelphia sig på en 3. plads.
Thestrup igen Bulldogs’ bedste
Butler Bulldogs med Josephine Thestrup skulle en tur til Wisconsin, og som det har været tilfældet hele sæsonen, var Thestrup her suverænt Indiana-holdets bedste med en 16. plads. Holdmæssigt blev Bulldogs nr. 5.
Jakob Dybdal Abrahamsen løber på fjerde år for det stærke Eastern Kentucky, og de kunne sikkert genvinde titlen ved Ohio Valley Conference. Dybdal løb sæsonens hidtil bedste løb og sluttede på en individuel 13. plads (nr. 5 på holdet). For hans vedkommende går turen om to uger til West Virginia.
Eastern Kentucky's vindende hold. Jakob Dybdal yderst til højre.
Jacob Simonsen havde hjemmebane ved mesterskabet i kredsen ”Mountain West”, som blev afviklet i Albuquerque i New Mexico. AGF-løberen løb her i et stærkt felt ind på en 38. plads. Logan, Utah er stedet, hvor New Mexico Lobos om to uger skal løbe Regionals.
NCAA Cross Conference Championships 1. div.
American Athletic Conference – Belmont Plateau, Philadelphia PA 28/10
Mænd 8km
8. Anton Harrsen, 1900/Temple Uni. 25:39,1 min.
28. Kristian Holm Jensen, 1900/Temple 26:29,0
Hold
3. Temple University
Kvinder 6km
38. Helene Holm Gottlieb, Holte/Temple Uni. 23:06,0
Hold
3. Temple University
“Big East” – Kenosha, Wisconsin 28/10
Kvinder 6km
17. Josephine Thestrup, Sparta/Butler Bulldogs 21:05,8 min.
Hold
7. Butler Bulldogs
“Mountain West” – Albuquerque, New Mexico 27/10
Mænd 8km
38. Jacob Simonsen, AGF/New Mexico 25:10,3 min.
Hold
5. New Mexico Lobos
"Ohio Valley Conference" – Charleston, Illinois 28/10
Mænd 8km
13. Jacob Dybdal Abrahamsen, 1900/E. Kentucky 24:42,9 min.
Hold
1. Eastern Kentucky Uni.