Ny strategiplan vedtaget: DAF går ind i en spændende tid
03. november 2017 · Jeppe Weinreich
Efter at have været undervejs et stykke tid blev DAFs nye strategiplan vedtaget på søndagens årsmøde. Planen, som er udarbejdet i samarbejde med DIF, indeholder fem spor. Ved årsmødet blev tre nye navne samtidig valgt ind i DAFs bestyrelse.
Med skarpt fokus på fem indsatsområder går DAF nu ind i fire år med spændende udfordringer. Det står klart efter, at den nye strategiplan for 2018-2021 blev vedtaget på årsmødet søndag på Fænø-Sund. Målsætningerne for hvert punkt/spor er ambitiøse, og hele visionen kan koges ned til mottoet ”Din sport. Hele livet”.
De fem punkter er:
DAFs tidligere strategiplan løb fra 2014-2016, og når den nye plan først starter i 2018, skyldes det en ændring i DIFs tilskudsmodel, hvorfor tidsplanen har måttet tilpasses efter DIF. Men nu er den klar, og formand Karsten Munkvad ser frem til de kommende fire år.
”Vi var i gang med udformningen af vores egen strategi, men da DIF fremover fordeler støtte på baggrund af en strategiaftale med de enkelte forbund, har vi lavet de 5 spor. Sammenlignet med flere andre forbund er det relativt mange spor, men det er også naturligt, da vi som idræt rummer mange facetter,” lyder det fra Karsten Munkvad, der har været formand siden 2012, men hvis forbundsarbejde strækker sig helt tilbage til 80’erne.
”De fleste af vores spor giver sig selv. Bevæg Dig For Livet er en del af motionsløb- og gang, ligesom at Skole OL er skoleatletikken, som jo handler om at få integreret vores idræt i skolerne. Som et olympisk forbund, et af de største, er stadion- og eliteatletikken også vigtig. Alle forventer det af os.”
Traditionel, men innovativ
Med VM Halvmaraton i 2014 trådte DAF for alvor i karakter som arrangør af store events. Skole OL og CPH Half er andre succeser, og i en nær fremtid følger Royal Run og VM Cross.
”Event-sporet er ligeledes meget vigtigt. Vores sport er ingen selvfølge længere. Vi skal vise, at vi er der – og at vi kan. Nok er vi en traditionel sport, men vi skal også være innovative og vise, at vi vil forandringen. Royal Run og VM Cross er to konkrete bevis.”
- En del af strategien er også at få 16.000 nye medlemmer i foreningerne samt at få gjort yderligere 40.000 aktive gennem bl.a. GoRun og gratis løb. Det er meget store tal?
”Jamen, jeg tror på det. Bestemt. Vi er nødt til at nytænke atletikken, åbne vore stadionanlæg op for alle, samarbejde med skoler. Vi skal signalere, at vi er åbne, og at vi har et godt tilbud til alle. Jeg er ikke i tvivl om, at det er måden at gøre det på. Og jeg fornemmede på årsmødet, at der er en bred opbakning fra foreningerne,” slutter Munkvad.
Hent DAFs Strategiplan 2018-2021 HER
Ny bestyrelse
En ny bestyrelse blev samtidig formet ved mødet. Henning Blok Madsen trådte som bebudet af efter fire år i bestyrelsen, mens Birthe Steenberg (som var forhindret i at være til stede) gjorde det samme efter et år på posten. Det mangeårige medlem, Niels Kim Hjorth, var allerede tidligere på året fratrådt for i stedet at varetage posten som landstræner i løb ”non stadia”.
Ind på de nye pladser træder to unge bestyrelsesmedlemmer, Tanja Ravnholt, Hvidovre AM, og Mikkel Hansen, KIF. Herudover blev Henrik Breum, Sparta, valgt.
I fjor var Karsten Munkvad forhindret i at være til stede. Ved den lejlighed blev han ”in absentia” genvalgt for to år. Nu benyttede formanden derfor lejligheden til en forsinket tak for opbakningen.
Næstformand Torben Dan Pedersen – der grundet et vikariat i Skole OL p.t. er på orlov fra bestyrelsen – blev desuden genvalgt for to år.
DAFs bestyrelse pr. 29. oktober 2017