Loading...

EM Cross

De danske herrer sejrer i nordisk dyst

10. december 2017 · Jeppe Weinreich

Med en fornem holdpræstation kunne det danske herrehold ved EM Cross (10/12) på uventet vis slutte foran Norge og Sverige med en flot 6. plads. De bedste individuelle placeringer stod Anna Emilie Møller og Alberte Kjær Pedersen for som nr. 7 og 8 i deres respektive klasser.

ŠAMORIN - Atletik er primært en individuel sport, men undertiden er det holdpræstationen, som lyser op. Det var tilfældet ved EM Cross søndag, da de danske herrer tog en flot 6. plads i holdkonkurrencen. Abdi Hakin Ulad, Ole Hesselbjerg, Peter Glans og Thijs Nijhuis kom i mål inden for bare 15 sekunder på pladserne 25 til 33. Dermed sluttede de på 80 point - bare ét point foran Norge og hele 31 foran de nordiske mestre fra Sverige.

Hesselbjerg (2)
Ole Hesselbjerg - her bag nordmændene Vedvik og Kårbø, som han sluttede foran. (DECA)

Som fjerdemand talte Thijs Nijhuis egentlig ikke på holdet, men ved at holde sig foran Norges tredjemand - der dermed fik et point mere - blev hans præstation alligevel udslagsgivende for det danske hold.

"Jeg er egentlig ikke overrasket, over at vi slår dem. Jeg har sagt fra starten, at jeg topper først ved EM. Vi ved, at vi er bedst, når det gælder," lød det efter løbet fra Thijs Nijhuis, som samtidig ikke er bange for at tale om holdmedalje til næste år i Tilburg (NED).

I 2015 sluttede de danske herrer også som nr. 6. Kun i 1997 - hvor Carsten Jørgensen vandt guld - var man med en 5. plads bedre.

Alberte og Anna i top-10
Mesterskabet begyndte på en råkold morgen med U20-kvindernes konkurrence. Her viste Alberte Kjær Pedersen, at det ikke var nogen tilfældighed, at hun blev nordisk mester for en måned siden. En flot 8. plads blev det til i det skrappe felt, hvor sidste års bronzevinder, briten Harriet Knowles-Jones, vandt sikkert.

"Jeg syntes egentlig, at mit udlæg var mega hårdt, men de andre løb bare endnu stærkere. Jeg tænkte: Dét her kommer jeg aldrig igennem, men så fik jeg stille og roligt arbejdet mig op i feltet," lød det fra den 19-årige Fredericia-atlet.

På forhånd var der blevet talt om muligheden af en topplacering holdmæssigt, men det viste sig at være for optimistisk. Ingen af de andre på holdet nåede top-30; alligevel blev det med en 9. plads til en placering i den bedste halvdel. Med undtagelse af Alberte kan de fem andre på holdet fortsat være med i U20-klassen i 2018.  


Albertes 8. plads blev godt en time senere overgået af Anna Emilie Møller, som i U23-klassen kæmpede sig ind som nr.7. I vanlig stil gav Anna alt, hvad hun havde i sig, og faldt fladt ned på det frosthårde græs umiddelbart efter målstregen.

"Jeg synes, at jeg lagde fornuftigt ud. Det var den rigtige taktik. Jeg lod være med at stresse for hårdt i starten, for så efter den første runde at arbejde mig op i feltet."

Efter Anna fulgte Josephine Thestrup op på en fin 22. plads, hvilket var medvirkende til, at holdplaceringen som nr. 7 kun blev overgået af de førnævnte herrer.

AnnaEmilie
(DECA Texzt&Bild)

15. plads til Andreas Lindgreen
Andreas Lindgreen havde i U20-klassen også håbet på en placering i top-10. Den høje Sparta-løber måtte dog tage til takke med en placering som nr. 15. Kun Mohammed Bashir og Mads Tærsbøl i hhv. 2003 og 2011 har gjort det bedre (begge gange med en 13. plads).

"Jeg havde selvfølgelig håbet på lidt mere. Det var den rigtige taktik - indtil sidste omgang. Jeg skulle have holdt mig helt fremme. Det irriterer mig lidt, at jeg slipper gruppen," fortalte Lindgreen efter løbet.

Til næste år skal Lindgreen op i U23-klassen. Her kan han passende erstatte Anton Harrsen, som til den tid er blevet for gammel. I dag var han holdets bedste på en 32. plads - fem pladser foran en anden løber med base i USA, Jacob Simonsen.



Anna Holm deltog ved sit niende EM Cross og var holdets hurtigste med en 23. plads.

"Jeg er godt tilfreds med løbet i dag. Jeg blev grebet lidt af stemningen og fik lagt lidt for hurtigt ud. Ruten var lidt hårdere, end jeg havde regnet med," fortalte Anna Holm, der også med tilfredshed kunne notere sig, at hun undervejs ikke mærkede noget til sin lyskenskade.

Anna Simone
Anna med Simone Glad, der med en 36. plads var næsthurtigste på holdet.

Dagen sluttede med mixed relay, hvor Danmark måtte tage til takke med en placering som nr. 10 ud af 11.



EM Cross - Šamorin (SVK) d. 10. december 2017
Mænd 10.18 km
1. Kaan Kigen Özbilen TUR 29:45 min.
2. Adel Mechaal 29:54
3. Andrew Butchart GBR 30:00
25. Abdi Hakin Ulad DEN 30:51
27. Ole Hesselbjerg DEN 30:57
28. Peter Glans DEN 31:00
33. Thijs Nijhuis DEN 31:06
63. Jesper Faurschou DEN 32:06
74. Mikkel Dahl-Jessen DEN 33:26
(79 til start)
Hold
1. Tyrkiet 17 point
6. Danmark 80
7. Norge 81
10. Sverige 111
(i alt 13 hold)

Kvinder 8.23 km
1. Yasemin Can TUR 26:48 min.
2. Meraf Bahta SWE 27:03
3. Karoline Grøvdal NOR 27:04
23. Anna Holm DEN 28:13
36. Simone Glad DEN 28:33
72. Michelle Poulsen DEN 30:36
73. Sissel Møller DEN 30:44
(77 til start)
 Hold
1. Storbritannien 23 point
10. Danmark 131
( i alt 13 hold)

Mænd U23 8.23 km
1. Jimmy Gressier FRA 24:35 min.
2. Hugo Hay FRA 24:37
3. Yemaneberhan Crippa ITA 24:42
32. Anton Harrsen DEN 25:28
37. Jacob Simonsen DEN 25:30
64. Kristian Holm Jensen DEN 26:08
67. Frederik Ernst DEN 26:17
(85 til start)
Hold
1. Frankrig 7 point
11. Danmark 133
(i alt 16 hold)

Kvinder U23 6.28 km
1. Alina Reh GER 20:22 min.
2. Konstanze Klosterthalfen GER 20:25
3. Jessica Judd GBR 20:45
7. Anna Emilie Møller DEN 21:14
22. Josephine Thestrup DEN 21:51
48. Maria Larsen DEN 22:34
54. Sara Schou Kristensen DEN 22:53
(63 til start)
Hold
1. Storbritannien 12 point
7. Danmark 77
(i alt 11 hold)   

Mænd U20 6.28 km
1. Jakob Ingebrigtsen NOR 18:39 min.
2. Ramazan Barabaros TUR 18:41
3. Louis Gilavert FRA 18:45
15. Andreas Lindgreen DEN 19:01
61. Jonas Gertsen DEN 19:49
77. Sebastian Stensvig DEN 20:16
99.Oliver Bjørslev DEN 20:57
100. Anton Østdal DEN 20:58
DNF Mubaarik Ibrahim DEN
(109 til start)
Hold
1. Spanien 20 point
11. Danmark 153
(i alt 20 hold)

Kvinder U20 4.18 km
1.Harriet Knowles-Jones GBR 13:48 min.
2. Anna Tóth HUN 13:59
3. Miriam Dattke GER 14:03
8. Alberte Kjær Pedersen DEN 14:09
32. Anna Mark Helwigh DEN 14:37
47. Sophie Søefeldt DEN 14:50
58. Laura Valgreen DEN 15:08
67. Anastacia Damm  DEN 15:17
71. Mia van Wagenen DEN 15:22
(104 til start)
Hold
1. Storbritannin 21 point
9. Danmark 87
(i alt 20 hold)

Mixed relay 6.28 km
1. Storbritannien 18:24 min.
10. Danmark 19:36
(Line K. Schulz - Nick R. Jensen - Laura Møller - Jacob Stengaard)
(i alt 11 hold)
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund