Martin Roald-Arbøl kan de kommende fire år se frem til flere internationale opgaver for det europæiske atletikforbund - som her ved European Team Championships i 2014. (privatfoto)
Fire år mere til Martin Roald-Arbøl
18. december 2017 · Jeppe Weinreich
Efter bestået eksamen er formand for DAFs Tekniske Komité klar til at tage endnu en tørn i European Athletics' panel af ITO’ere – International Technical Officials.
Martin Roald-Arbøl, 62, kan i den kommende periode 2018-2021 fortsat kalde sig Area ITO. Bag initialerne gemmer sig titlen af International Technical Official i europæisk regi. En udmærkelse, som han allerede i 2013 erhvervede sig. For at blive siddende i en ny 4-års periode skulle han dog op til eksamen igen, hvilket foregik i forbindelse med det fem dage lange kursus ”European Athletics TOECS Level II Course and Area ITOs Evaluation”, som blev afholdt i september i Pravets, Bulgarien. To andre danskere deltog her, men bestod ikke den krævende eksamen.
Resultatet af prøven forelå allerede i oktober, men skulle først formelt godkendes ved højere instans (IAAF), inden det altså nu officielt er meldt ud. Det nye panel har 66 medlemmer (Area ITO såvel som IAAF ITO).
Og hvad laver en ITO så? Ved store internationale mesterskaber er der en ITO udstationeret ved hver disciplin. De fungerer ikke som dommere – det står den lokale arrangør for – men er til stede som en autoritet, der skal sikre, at der bliver dømt objektivt og i henhold til de internationalt gældende regler.
Martin Roald-Arbøl var formand i DAF i perioden 2004-2008. I dag sidder han på formandsposten i DAF Teknisk Komité såvel som Hvidovre AM.