Bo Overgaard udpeget som elitechef
18. januar 2018 · Jeppe Weinreich
I samarbejde med Team Danmark har DAF med henblik på en styrket indsats på eliteområdet ansat Bo Overgaard som elitechef. Der er tale om en udvidelse af den nuværende ledelse, hvor Piotr Haczek fortsat er fungerende sportschef.
Med ansætttelsen af Bo Overgaard får forbundet en person med et indgående kendskab til atletikken; fra 2010 til 2013 sad han nemlig i DAFs bestyrelse. Forinden høstede han stor erfaring som konsulent i Team Danmark i årene 2000-2008 - en af dansk atletik mest succesfulde perioder, hvor ikke mindst Joachim B. Olsen hentede adskillige internationale medaljer hjem. Her var Bo Overgaard som konsulent i tæt samarbejde med DAF. Samtidig var han engageret i markante udviklingsprojekter i en række andre eliteidrætter. Atletikken har han ligeledes prøvet på egen krop med adskillige gennemførte maratonløb på sit cv. Talentet rakte ikke til EM eller VM, men en personlig rekord på 2:28 timer (som medlem af Trongården) lader sig bestemt høre. Løbetræningen formår den kommende elitechef stadig at passe.
Formand i DAF, Karsten Munkvad, betegner ansættelsen som et afgørende skridt i retning af at få indfriet målene i den nyligt vedtagne strategiplan for de kommende fire år.
"Vi har de seneste år præsteret fornemt internationalt bl.a. med medalje til EM og OL - og der er mange talenter på vej. En styrkelse af den sportslige ledelse vil muliggøre et øget samarbejde om de enkelte atleter og dermed sandsynliggøre, at endnu flere kommer igennem til finalerne ved EM, VM og OL," udtaler Munkvad.
Bo Overgaard skal arbejde med den strategiske ledelse af DAF's elitearbejde, samt udvikling og forankring af elitesektionens indsatsområder og samarbejdsrelationer.
Direktør i DAF, Jakob Larsen, glæder sig over elitechefens brede erfaring, der bl.a. skal komme elitemiljøet i dansk atletik til gode:
"Konkurrencen er benhård i vores idræt, så vi har behov for kontinuerligt at opsøge og erhverve viden fra såvel udland som andre sportsgrene. Bo Overgaard har via sin baggrund både en atletikmæssig indsigt og en omfattende viden om elite i andre idrætter. Jeg er overbevist om, at han med sin ledelsesmæssige erfaring vil styrke dansk atletiks elitemiljø markant i årene fremover," slår Jakob Larsen fast.
Team Danmark: Masser af potentiale i dansk atletik
"Vi glæder os til et tæt og godt samarbejde med Bo Overgaard. Der er masser af potentiale i dansk atletik, og det er en rigtig god løsning, DAF er nået frem til. Sportschef Piotr Haczek har nogle trænerkompetencer i verdensklasse, og han har formået at flytte dansk atletik i den rigtige retning. Bo Overgaard kommer med friske øjne, et stærkt drive og nogle gode lederkompetencer. Kombinationen mellem Bo og Piotr kan styrke elitearbejdet yderligere de kommende år," vurderer Lone Hansen, direktør i Team Danmark.
Bo Overgaard udtaler:
"Jeg ser ligesom Team Danmark et stort potentiale i eliteatletikken, og jeg glæder mig til et tæt samarbejde med alle parter. Dét tror jeg grundlæggende på, er vejen til at skabe internationale resultater. Det betyder, at vi skal være dygtige til at samarbejde om talentudviklingen. Det betyder også, at vi kontinuerligt skal arbejde for, at vore topatleter er konkurrencedygtige på internationalt niveau. Det kræver kvalitet i træningen og ikke mindst et træningsmiljø, som er præget af engagement, åbenhed og nysgerrighed."
Bo Overgaard tiltræder som elitechef d. 1. februar og vil relatere til atletikforbundets direktør, Jakob Larsen.
Fakta om Bo Overgaard
50 år
2016-2017: Vicerektor, Københavns åbne Gymnasium
2011-2015: Uddannelseschef og siden rektor, Kongsholm Gymnasium & HF
2009-2011: Lektor, Egedal Gymnasium & HF
2008-2009: Konsulent Landbrugsrådet
2000-2008: Konsulent, Team Danmark
1998-2000: Konsulent, Danmarks Cykle Union