Loading...

(arkivfoto: DECA Text&Bild)

USA

Vedel stormer af sted i ny dansk rekord: 21,02!

20. januar 2018 · Jeppe Weinreich

Benjamin Lobo Vedel understregede lørdag i USA igen sin klasse med 21,02 sek. på en 200 meter. Dermed kappede han 0,15 sek. af den danske indendørsrekord, som Morten Jensen satte tilbage i 2005.

To rekorder i to starter. Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) bekræftede lørdag sin klasse med ny dansk rekord på 200 meter: 21,02 sek. Den fornemme tid blev opnået i B-heatet ved Clemson Invitational i South Carolina og var rigeligt til heatsejr og en samlet 3. plads. Med tiden kapper han 0,15 sekunder af den rekord, som Morten Jensen satte i Göteborg i 2005 (og tangerede fire år senere i Malmö).

Den fornemme præstation kommer kun to uger efter Vedels debut for Florida Gators, hvor han ligeledes satte rekord på den uofficielle distance 300 meter.

”Jeg havde egentlig følelsen af en off-day, da jeg varmede op. Jeg var usikker på en masse ting, og under løbet var det som om, at jeg havde slået hjernen fra de første 50 meter. Først derefter vågner jeg op og rykker fra,” fortæller Benjamin Lobo Vedel, der på forhånd havde rekorden som mål, selvom hans hidtil hurtigste tid blot var 21,51 sek. Udendørs har han 21,18 sek som sit bedste.

Superhurtig stafet
At der næste lørdag måske venter en ny rekord, når han i Arkansas løber favoritdistancen 400 meter, viste Vedel bare halvanden time efter 200 meteren. Her løb han nemlig sidste tur på stafetten for Florida Gators, der suverænt vandt 4x400 meter i 3:03,49 min. - den hurtigste tid i verden i år. Vedels uofficielle tid på sidste tur var den klart hurtigste af alle løberne med 45,25 sek.

"Jeg er mere tilfreds med løbet her. Vi fører suverænt, da jeg går ud på sidste tur, så jeg løber helt alene. Jeg føler mig virkelig stærk. Det var ren cruise. Havde jeg haft nogen at kæmpe med, er jeg sikker på tiden havde været under 45 sekunder. I forhold til 200 meteren var det nærmest som at jogge. Og jeg er slet ikke smadret, da jeg kommer i mål," lød det fra Vedel, som på tribunen fredag samme sted så Christian Coleman sætte verdensrekord på 60 meter.

VM må vente
Grundet sammenfaldet med den amerikanske sæson har en start ved VM-inde i Birmingham til marts hele tiden været tvivlsom. I denne uge fik sportschef Piotr Haczek så endelig besked om, at VM ikke kommer på tale i år, eftersom Gators vil skåne det danske stjerneskud. Weekenden før VM er der nemlig Regionals i Texas, og to uger senere gælder det NCAA-finalen samme sted.

Clemson Invitational – Clemson, South Carolina 20. januar 2018
200 meter – samlet resultat
1. Ncinciniilli Titi, Sydafrika 20,45 sek. NR
2. Dwight St. Hilaire, Trinidad & Tobago 20,73 sek.
3. Benjamin Lobo Vedel, Danmark 21,02 sek. DANSK REKORD

4x400 meter
1. Florida Gators 3:03,49 min. WL
(Fasasi - Holloway - Sawyers - Vedel)
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund