Loading...

Ida Boe Rasmussen - her i lørdagens indledende heat på 60 meter. (Michael Hyllested)

Vest- & Østdanske Ungdomsmesterskaber 2. dag

Hurtige hækkeløb og – igen - høje spring

21. januar 2018 · Jeppe Weinreich

Søndag bød på fine resultater i begge dele af landet. Specielt Ida Boe Rasmussen havde en god weekend.

Ida Boe Rasmussen fra Greve kunne søndag afslutte en flot weekend ved Øst-DMU i Ballerup. Efter lørdag at have vundet 60 meteren (14-15 år) i PR 8,01 sek. blev det i dag til to nye sejre og personlige rekorder. Først vandt hun længdespring med 5.67 meter, og et par timer senere gjaldt det så 60 meter hæk – hendes favoritdisciplin –, hvor hun sejrede i særdeles hurtige 8,86 sek. Begge resultater er ganske tæt på de respektive årgangsrekorder.

Hurtigt blev der også løbet i drengenes ældste klasse af Oliver Chabert, der i efteråret skiftede fra Greve til Sparta. Med 8,21 sek. skar han således 0,16 sek. af en nylig sat PR. Kun fire mandlige juniorer herhjemme har gennem tiden løbet så stærkt.

Chabert skal ved DM Mangekamp om to uger forsvare sin U20-titel i syvkamp. Her kan han se frem til skrap modstand fra klubkammeraten Mads Lund, som i år er rykket op i U20-klassen. Lund viste ligeledes stor fremgang i weekenden. Lørdag lagde han med 4.20 meter 20 cm til sin PR i stangspring, og i dag stødte han for første gang med 6kg-kuglen, som han fik ud på fine 14.63 meter. Det rakte dog kun til bronze i en stærk finale, hvor diskoskaster Casper Jørgensen (Sparta) lagde 99 cm til sin PR med vinderstødet 16.34 meter. Stor fremgang var der også til sølvvinder Jeppe Emil Kristensen (DELTA), der blev noteret for 15.11 meter.

Høje spring i øst og vest
Lørdag var der et meget højt spring hos pigerne. Søndag var det så drengenes tur til at springe højt i Ballerup Super Arena, og her lyste Marius Hytholm Petersen (16-17 år) op. Den højre-fodede Holte-atlet klarede alle højder til og med PR 1.95 meter i første forsøg, inden han kom over 1.98 meter i andet forsøg.

I Marselisborg Hallen var der en flot dyst i højdespring hos de 14-15 årige drenge, som den alsidige Max K. Andersen (Randers Freja) vandt med flotte 1.82 meter. Han blev dog hårdt presset af klubkammeraten Thomas Mølgaard, der førte efter at have klaret 1.79 meter i første forsøg. Mølgaard havde sin første officielle konkurrence så sent som i september sidste år. Lørdag imponerede det helt nye talent ved at vinde 60 meter-finalen – og ikke mindst med sin stabilitet: 7,41s i indledende, 7,41s i semifinalen og 7,41s i finalen!

Molgaard
Thomas Mølgaard i 60-meter-finalen lørdag, hvor Anthon Groth (bag ham) på 2. pladsen sikrede dobbeltsejr til Randers Freja. (Lone Dybdal)

Samtlige resultater 20.-21. januar 2018
VDMU – Aarhus
ØDMU – Ballerup

Se en masse billeder fra Aarhus HER (Lone Dybdal) og fra Ballerup HER (Michael Hyllested)

© Copyright Dansk Atletik Forbund