Loading...

Festus Asante (th) bliver slået knebent af svenske Austin Hamilton (tv). (DECA Text&Bild)

Udland - Sverige, Holland & USA

Festus Asante i superstærk sæsonåbning

22. januar 2018 · Jeppe Weinreich

Med 6,77 sek. på 60 meter var Festus Asante lørdag i Växjö bare 0,01s fra den personlige rekord, mens der var danske topplaceringer ved et crossløb søndag i Holland.

Sverige
Festus Asante sendte lørdag i Växjö en formbesked, der p.t. gør ham til forhåndsfavorit ved DM på hans gamle hjemmebane i Skive. Med tiden 6,77 sek. ved Quality Games var Hvidovre-sprinteren således bare 0,01s fra den PR, han satte i fjor i Reykjavik. Det rakte til en 2. plads i A-finalen, hvor kun svenske Austin Hamilton (6,75s) var hurtigere. I fjor åbnede Asante sin sæson samme sted med 6,81 sek. Førstkommende lørdag er han på banen igen, denne gang ved Pallasspelen i Malmö, hvor andre hurtige navne som Kojo Musah (1900) og Frederik Schou-Nielsen (Sparta) står på startlisten.

USA
I USA pressede Andreas Trajkovski (Sparta) sig også under de syv sekunder med 6,99 sek. i den tynde luft i Albuquerque, New Mexico. Dagen forinden blev det til tre overtrådte i længdespring, men Trajkovski meldes glædeligvis skadesfri og springer formentlig igen i Houston d. 26. januar. Et par andre danskere med hjemmebane i New Mexico deltog også ved stævnet (se nedenfor).

Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) fik fredag sin debut for University of Texas. I byen Lubbock blev hun noteret for udmærkede 56,47 sek. (PR: 55,92s).

Holland
"Abdijcross" i hollandske Kerkrade er så vidt vides ikke opkaldt efter Abdi Hakin Ulad. Hvidovre-løberen gjorde sig dog bemærket ved søndagens crossløb, hvor han kom ind som nr. 3 bare to sekunder efter vinderen. Hos kvinderne blev det til en personlig triumf for Spartas Sylvia Kiberenge, der besejrede landsmandinden Beatrice Cherono med ti sekunder.


54. Abdijcross – Kerkrade (NED)
Mænd
1. Chakib Lachgar ESP 34:02 min.
2. Samuel Fitwi ETH 34:04
3. Abdi Hakin Ulad, DEN-Hvidovre AM 34:04
Kvinder
1. Sylvia Kiberenge, KEN-Sparta 27:17 min.
2. Beatrice Cherono, KEN 27:27
Mænd U20
1. Bram Anderiessen NED 24:48 min.
6. Alexander Siedler, DEN-Hvidovre AM 25:48 
Resultatliste

Resultater fra Sverige og USA kan findes HER.

© Copyright Dansk Atletik Forbund