Loading...

Daniel Wagner ved VM i London. (Elias Håkonsson)

Parasport Danmark

Årets Para-atlet: Daniel Wagner

25. januar 2018 · Pressemeddelelse

Det var én fra atletikkens verden, der vandt torsdagens kåring af Årets Para-atlet, nemlig VM-guldvinder Daniel Wagner.

WagnerSiden 2012 har Daniel Wagner tilhørt den absolutte verdenselite i para-atletikken, hvor han på de korte sprintdistancer og særligt i længdespring har leveret en stribe internationale topresultater. 2017 blev dog året, hvor 24-årige Wagner endelig sprang sig til karrierens første VM-guldmedalje. Det skete den 18. juli i London, da han satte ny VM-rekord med et spring på 6,50 meter. Præstationen er en væsentlig årsag til, at vejlenseren, der i år er rykket til Aarhus, nu også kan smykke sig med titlen som Årets Para-atlet for første gang.

"Jeg er rigtig glad og stolt over kåringen. Det er en helt speciel pris, der betyder meget for os para-atleter, ikke mindst fordi det er Dan Boyter (direktør i Pressalit, red.) der overrækker den. Jeg har været nomineret fire gange, og det er en ære hver gang, men det er fedt at få lov til at vinde i år, siger Daniel Wagner, der blot er den anden atletikudøver inden for de seneste ti år til at vinde kåringen. I 2012 modtog kuglestøderen Jackie Christiansen prisen.

En unik præstation
VM-titlen i længdespring er ikke det eneste højdepunkt i Daniel Wagners 2017-sæson. Ved selvsamme mesterskab i London spurtede danskeren sig til en sølvmedalje på 100 m, ligesom det blev til guld i begge favoritdiscipliner ved IPC's Desert Challenge i Arizona, USA. Efter et intenst efterår på Europas bjerge lykkedes det også for Wagner at klare de internationale krav for at deltage ved de Paralympiske Vinterlege i snowboard, da han kørte top ti-placeringer hjem i World Cuppens første to afdelinger.

Sideløbende med de sportslige resultater har Daniel Wagner været en frontfigur i Parasport Danmarks rekrutteringskampagne, Hvor svært kan det være, og gennem sin aktive og entusiastiske deltagelse i arrangementer som Parasportens Dag og Sahvas løbeskole for benamputerede er han med til at inspirere mennesker med handicap til at dyrke idræt.

"Daniel Wagner er en verdensklasseatlet, og det er ganske enkelt helt unikt, hvad han har opnået i 2017. Både fysisk og mentalt vidner det om høj klasse, og han fortjener virkelig denne ære. At det så alligevel har været en svær beslutning for Parasport Danmarks eliteudvalg at udpege Årets Para-atlet, vidner om, at feltet af nominerede formentlig aldrig har været stærkere end i år, siger Parasport Danmarks elitechef Michael Møllgaard Nielsen.

Stolt hovedsponsor
Pressalits Keep Living-pris, der siden 2002 er blevet tildelt Årets Para-atlet, blev traditionen tro overrakt af Pressalit-direktør Dan Boyter. Han har fulgt Daniel Wagner tæt igennem flere år og glæder sig over den udvikling, han har været vidne til.

"Jeg har fik øje på Daniel i 2012, og allerede den gang var han jo god, men han bliver bare bedre og bedre. Han er en rollemodel for unge atleter med og uden handicap, og jeg er stolt over at kunne give ham Pressalits Keep Living-pris, siger Dan Boyter, der selvfølgelig var med på sidelinjen under sommerens VM i para-atletik i London.

I 2018 er Daniel Wagners mål først og fremmest at repræsentere Danmark ved vinter-PL i PyeongChang, der afvikles fra 9. til 18. marts. Efterfølgende indstilles sigtekornet på august måneds EM i para-atletik.

Om Daniel Wagner
Alder: 24 år
Bopæl: Vejle
Klub: Vejle IF
Handicap: Benamputeret på højre ben over knæet
Klassifikation: T42 - Længdespring og 100 m sprint

© Copyright Dansk Atletik Forbund