Loading...

Alberte Kjær Pedersen krydser målstregen med et forspring på ti sekunder til Maja Alm. (Lone Dybdal)

DM Kort Cross

Overraskelsernes dag ved DM Kort Cross

27. januar 2018 · Jeppe Weinreich

Maja Alm måtte stik imod prognosen se sig besejret i Aalborg, mens første mand over målstregen var engelske Tom Væsel Wade, som dermed vandt foran den reelle danske mester, Mikkel Dahl-Jessen.

Man skal passe på med at udråbe en vinder, længe før startskuddet har lydt. Den slags har det med at slå fejl. Første kvinde over målstregen ved DM Kort Cross var da heller ikke som ventet Maja Alm (AGF), men derimod Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri). Nok vandt 19-årige Alberte NM for to måneder siden, men det var i juniorklassen. Efter nytår er hun rykket op, og springet til seniorklassen viste sig lørdag forbløffende let på den fine crossrute i Aalborg. Fra start fulgte hun ubesværet med Maja Alm, men med en lille kilometer igen sagde hun farvel og vandt i mål med et solidt forspring på ti sekunder.

”Jo, jeg er da i god form, men har egentlig ikke løbet så mange intervaller. På den baggrund havde jeg bestemt ikke regnet med slå Maja,” lød det fra den glade vinder, der ligesom Alm har ambitioner om at komme med til OL i 2020. Mens orienteringsløb ikke er på OL-programmet, kom triatlon med i 2000, og det er selvsagt inden for den sport, at hun satser på at være med i Tokyo.

Top-3
Fra venstre: Maja Alm, Alberte Kjær Pedersen & Sissel Møller. (Lone Dybdal)


Maja Alm måtte melde afbud til EM Cross grundet sygdom, og op til DM var den igen gal. Det var dog ikke nogen undskyldning for nederlaget, mente Alm.

”Jeg havde godt hørt, at Alberte var i rigtig god form, så det kom ikke helt bag på mig.”

Om de to profiler kan få det til at passe ind, bliver der et revancheløb ved DM Lang Cross, hvor Alberte i Fredericia vil have hjemmebane.

Ukendt løber ind på 5. pladsen
Mens bronzen gik til Sissel Møller (AGF), var der en stor overraskelse på 5. pladsen, nemlig totalt ukendte Line Brandt Pedersen (SAK77). Navnet findes ikke i Statletik – af den simple grund, at hun aldrig har løbet en officiel konkurrence før. Til gengæld har hun indtil for nylig spillet fodbold på eliteniveau. En opsigtsvækkende hurtig tur ved Almindsø-stafetten bragte hende i kontakt med den lokale atletikklub, så det er næppe det sidste, vi har hørt til hende.

Wade
Tom Wade vinder den tætte spurt. (Lone Dybdal)

Engelsk dansker snød de andre

Mændenes løb var en stærkt underholdende affære – og igen var første mand over målstregen en overraskelse for de fleste. Det var nemlig Tom Væsel Wade, der for nylig skiftede fra Aarhus 1900 til Hechmann Mikkeller Racing Club. Trods bopæl i Aarhus i mange år er han britisk statsborger og kunne derfor ikke tage guldmedaljen. Med holdkammeraterne Mads Tærsbøl (nr. 5) og Peter Uldall Torp (nr. 7) blev det dog til holdguld.

I det intense spurtopgør tog nr. 2 Mikkel Dahl-Jessen (AGF) DM-titlen bare få cm foran Anders Lund Hansen (Multiatleterne), mens altid solide Jesper Faurschou (Herning LK) formåede at holde både Mads Tærsbøl og Andreas Lindgreen (Sparta) bag sig.

Trods andenpladsen var Mikkel Dahl-Jessen selvsagt glad for sin første DM-titel som senior.

”Selvfølgelig ville jeg gerne have slået Tom i dag, men jeg vidste ikke, at han var i så god form. Han har holdt sine kort tæt på kroppen,” lød det fra Mikkel, der sammen med en gruppe AGF-løbere sætter kursen mod Kenya allerede søndag.

   
DM Kort Cross – Aalborg d. 27. januar 2018
Mænd 4 km
- Tom Væsel Wade (u), HMRC 12:13 min.
1. Mikkel Dahl-Jessen, AGF 12:14
2. Anders Lund Hansen, Multiatlerne 12:14
3. Jesper Faurschou, Herning LK 12:19

Kvinder 4 km
1. Alberte Kjær Pedersen, Fredericia Tri 14:05 min.
2. Maja Alm, AGF 14:15
3. Sissel Møller, AGF 14:28
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund