Loa Olafsson ved Århus Games 1977. (Klaus Godtfredsen)
Et fænomen fylder 60
29. januar 2018 · Jeppe Weinreich
For 40 år siden satte hun tre danske rekorder, som står den dag i dag. Internationale medaljer blev det dog aldrig til for myten Loa Olafsson, der toppede i en tid, som ikke anså 5000 og 10000 meter som distancer for kvinder.
Rekorder bliver slået, men medaljer bliver stående tilbage, plejer man at sige. I fænomenet Loa Olafssons tilfælde synes sætningen dog ikke helt at passe. For internationale medaljer var der ikke mange af i den ultrakorte karriere, som skader tvang KIF-løberen til at lukke ned allerede som 21-årig – lige før OL i Moskva, hvor hun var forhåndsudtaget. Hendes tider på løbebanen lyser til gengæld stadig skarpt i rekordbøgerne. I dag – 40 år efter – runder Loa Olafsson så de 60 år.
Mens koryfæer fra de svundne sæsoner med jævne mellemrum dukker op til diverse stævner, har de færreste mødt Loa Olafsson. Kort efter at løbekarrieren var forbi, bosatte hun sig nemlig i USA, hvor hun i dag bor i Texas og nu hedder Loa Olafsson McNeese. Det sidste navn har hun fra sin ægtemand, med hvem hun har en søn og en datter på hhv. 20 og 17 år. Fik hun ikke det fulde ud af løbekarrieren, så har hun til gengæld gjort erhvervskarriere og kan i dag kalde sig direktør.
Tre danske rekorder står fortsat solidt i rekordbøgerne – alle sat i 1978: 3000 meter: 8:42,3 (Oslo 27/6) – 5000 meter: 15:08,8 (Søllerød 30/5) og 10000 meter: 31:45,4 (Østerbro 30/5). De to sidstnævnte var verdensrekorder, men dengang var 3000 meter den længste officielle distance for kvinder, desuden deltog der mænd i heatet, hvorfor de ikke blev godkendt af IAAF.
Det eneste store mesterskab, Loa Olafsson nåede at deltage i, var EM i Prag 1978 - på 3000 meter, den længste distance. En skade pådraget under Junior-DM det år betød dog et længere afbræk i træningen, og ved EM endte hun langt nede i rækkerne. Karrierens største sejr var ved det berømte nytårsløb i Sao Paulo.
”Jeg er da stolt af, at rekorderne stadig gælder. Og jeg er taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at gøre det, jeg virkelig holdt af. Jeg skylder også en tak til dem, der støttede mig. Ens drømme kan jo kun blive realiseret, hvis man mærker opbakning fra forældre og klubkammerater,” fortalte hun tidligere på måneden til Politikens Rasmus Bech i et fint portræt (kan læses HER – kræver abonnement).
© Copyright Dansk Atletik Forbund