Loading...

Fra DM Mangekamp 2017, som blev afholdt i Gigantium i Aalborg. Med Randers Atletikhal som ramme om årets DM får mangekæmperne en uvant mulighed for at løbe den afsluttende 800/1000 meter på hævede sving. (Ole Ugilt Larsen)

Overblik

Tætpakket weekend i ind- og udland

01. februar 2018 · Jeppe Weinreich

Den kommende weekend byder på stærkt besatte stævner i Randers, Skive, Aarhus og Snekkersten, mens Island, Sverige, Holland og Portugal er destinationerne for flere landsholdsaktuelle atleter.

IndlandTrods et beskedent antal atletikhaller i Danmark er den hjemlige stævneaktivitet den kommende weekend stor. Centralt står DM Mangekamp i Randers’ nye flotte hal, hvor der samtidig afvikles DM Masters. I ungdoms- og seniorklasserne er der 73 tilmeldt – med høj kvalitet i alle klasser og følgelig udsigt til spændende dyster. Den forsvarende mester hos kvinderne, Sandra Böll (Sparta), viste sidste weekend, at formen måske er til et stort resultat (DM-optakt følger).  Ved DM Masters – som også har mangekamp på programmet – stiller godt 70 atleter i alderen 34-82 år op.


En times kørsel vestpå finder man en startliste med 186 atleter, fortrinsvis i ungdomsklasserne. Det gælder sidste stævne i Spar Nord Arena i Skive inden DM-inde to uger senere. Specielt 200 meteren er populær med i alt 63 til start, heriblandt det lokale sprinthåb Emil Mader Kjær (Skive AM).


MagiFelterne ved ”Spring med Musik” i Marselisborg Hallen lørdag er ikke store, men til gengæld stærke. I højdespring to så prominente navne som 1900-springerne Janick Klausen og Jonas Kløjgård. Førstnævnte bruger primært konkurrencen som et teknikpas før Nordenkampen d. 11. februar. Det samme gælder Kløjgård, som i efteråret havde et lille afbræk i træningen. Det forlyder, at han starter sæsonen roligt og blot vil springe "saksespring". En tredje 1900-mand, trespringer Dennis Mägi, meldes i topform og sigter dermed efter karrierens første spring over 15.00 meter. Janne Nielsen døjer lidt med sin højrefod efter den flotte konkurrence sidste lørdag, fortæller landstræner Lars Nielsen, men hun stiller - måske - op i længdespring, om foden er klar.


 
                                     (foto:Dennis Mägi ved Spring Med Musik 2017 / Lone Dybdal)


I Snekkersten er det blevet tid til 2. runde af Kronborg Games, hvor 16 sjællandske klubber samlet står for mere end 700 starter.



UdlandEfter den forrygende sæsonstart i Malmö er Mathilde U. Kramer (FIF) klar til start igen. Det sker ved Reykjavik International Games, hvor også årets hurtigste mand herhjemme, Festus Asante (Hvidovre AM), er med. Sidstnævntes bedste 60-meter-tid 6,76 sek. blev i øvrigt opnået ved sidste års stævne. Benjamin Gabrielsen (Sparta), Louise Østergaard (Randers Fr.) og Line Renée Jensen (Sparta) er nogle af de andre danske navne til start. (Islandsk tv sender direkte - link)

Graversgaard (1)
Mette Graversgaard ved Reykjavik Games i 2017. Da der ikke er 60 meter hæk på programmet, har hun i år valgt at tage turen til Amsterdam. (Gunnlaugur Juliusson)


Landsholdene til Nordenkampen d. 11. februar i Uppsala bliver udtaget på næste mandag, så weekenden er sidste chance for at gøre opmærksom på sig selv. Ved Göteborg Inomhus er der traditionen tro også flere danskere med. Det gælder bl.a. flere af Spartas bedste sprintere, Tobias G. Larsen, Frederik Schou-NIelsen m.fl.


Ved Raka Spåret i Sätra ved Stockholm dominerer de svenske deltagere, men på kvindernes hæk finder man bl.a. Mathilde Heltbech (HIF) & Annemarie Nissen (Sparta).



En tredje hækkeløber, Mette Graversgaard (1900), løber samme dag i Amsterdam.


Kasterne drager til Växjö, hvor weekendens kastertræf finder sted. På startlisten i kuglestød figurerer den danske rekordholder Trine Mulbjerg (Sparta), som grundet sygdom måtte melde afbud til Pallasspelen sidste weekend. I kvindernes diskoskast er der lagt op til en interessant duel mellem de to suveræne navn herhjemme, Lisa Brix og Kathrine Bebe. Sidstnævnte skiftede i efteråret fra Amager AC til Sparta og får dermed sin debut i den blå trøje.


Cross er der såmænd også på programmet. Søndag er det nemlig blevet tid til årets Europa Cup Cross for klubhold. Det afvikles i Mira (POR) lidt syd for Porto. Peter Glans, der meldte afbud til DM Kort Cross, skulle være klar til at løbe for Odense Atletik. Til gengæld er der afbud fra Anna Emilie Møller, som ellers står på startlisten hos de kvindelige seniorer, hvor Blovstrød er dansk atletiks repræsentant. Hos juniorerne er der tale om to Sparta-hold, hvor specielt pigeholdet med Anna Mark Helwigh og Sophie Søefeldt ser stærkt ud.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund