Loading...

Navne

Sara Slott som tv-vært

01. februar 2018 · Jeppe Weinreich

Når de aarhusianske sportsstjerner, som i det forgangne år har leveret store resultater, skal hyldes, bliver det med en ny vært på scenen. OL-sølvmedalje vinder Sara Slott Petersen skal sammen med den flerårige vært Nick Horup være vært til DM-festen 2017, der finder sted i morgen lørdag (3/2).

Til sidste års DM-fest var hun selv på scenen som vinder af den prestigefyldte pris Boye-pokalen, som hun også løb med året før. I år skal hele Danmarks hækkeløber Sara Slott Petersen på scenen igen – nu som vært i selskab med den garvede journalist Nick Horup fra TV2 ØSTJYLLAND, der i flere år har været vært på DM-festen.

”Jeg er meget glad for, at Sara Slott Petersen har takket ja til at være vært på showet. Hun er en sportsstjerne, som har leveret imponerende resultater, og som begyndte sin atletikkarriere i Aarhus. Jeg tør godt sige, at Sara Slott Petersen er et forbillede for mange unge atleter, som hun netop skal være med til at hylde til dette års DM-fest,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice.

Sidste år modtog hun også Boye-pokalen til årets DM-fest. I år skal hun videregive den prestigefyldte pokal, som gives for årets bedste idrætspræstation, og være med til at skabe rammerne om et festligt show til ære for de østjyske sportsstjerner.

En helt særlig oplevelse
”Jeg har i flere år haft æren af at deltage i DM-festen, men det bliver en helt særlig oplevelse i år, hvor jeg får fornøjelsen af at være vært på det store prisuddelingsshow. Jeg glæder mig meget til at skulle være med til at give de østjyske sportsstjerner en festlig aften, hvor vi sammen skal hylde de mange flotte præstationer fra sportsåret 2017,” siger Sara Slott Petersen.

Nick Horup, som skal stå i spidsen for det store prisuddelingsshow i selskab med Sara Slott Petersen, glæder sig over sin nye værtskollega.

”Hendes professionalisme, engagement og evnen til at præstere under pres er præcis, hvad man skal bruge, når man er vært på et stort liveshow. Og så har Sara en super udstråling – det bliver spændende,” siger Nick Horup.

Den 30-årige atlets karriere begyndte i Aarhus, hvor hun som 14-årig begyndte til atletik. Hun har gennem årene vundet en lang række af medaljer. I 2015 løb hun sig til en fjerdeplads ved VM i Kina, hvilket hun vandt Boye-pokalen for. Året efter nåede hun nye højder i sin karriere med OL-sølv og EM-guld. For at forberede sig optimalt til titelforsvaret ved sommerens EM i Berlin har hun valgt at nedprioritere indendørssæsonen i år, men stiller eventuelt op til DM-inde i Skive (17-18/2).

DM-festen 2017 holdes ligesom sidste år på Hermans i Tivoli Friheden. Prisuddelingsshowet bliver sendt direkte på TV2 Østjylland den 3. februar klokken 19.40-21.30. DM-festen bliver til i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, TV2 ØSTJYLLAND, Aarhus Stiftstidende, Eliteidræt Aarhus og Idrætssamvirket.

© Copyright Dansk Atletik Forbund