Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2018 > 02-02 DM Mangekamp optakt
Sandra Böll på vej mod sin første DM-titel i syvkamp i 2016. (M. Hyllested)
Sandra Böll i topform forud for DM
02. februar 2018 · Jeppe Weinreich
Den danske rekord i femkamp er ikke i fokus for Sandra Böll, når hun søndag stiller op som favorit ved DM Mangekamp i Randers. Hun tager en øvelse af gangen, og så kan den eventuelt komme af sig selv, fortæller hun.
Det var et tronskifte, som kom uden kamp, da Sandra Böll (Sparta) i 2016 vandt sin første DM-titel i syvkamp. Den mangedobbelte mester, Tine Bach Ejlersen (1900), deltog nemlig ikke, idet hun var gravid. Selvom Ejlersen altså ikke er der til at presse Böll, kan hendes danske rekord i femkamp (4072p) i stedet være motivation nok. I fjor vandt Böll DM i Aalborg med personlig rekord 3990 point, hvilket er 82 point fra Ejlersens rekord. Undervejs satte hun personlig rekord med 12.43 meter i kuglestød. Dén PR fik sidste lørdag i Malmö et gevaldigt hug med 13.61 meter – eller i femkamps-regi: 78 point ekstra. Kan der være en ny dansk rekord på vej?
”Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at den ikke er i tankerne. Men den er et ikke et mål i sig selv på søndag. Jeg vil fokusere på en øvelse af gangen, og så satser jeg på, at rekorden kan komme af sig selv. Jeg glæder mig til at løbe 800 meteren i hævede sving. Det kan have stor betydning i forhold til en rekord,” lyder det fra Sandra Böll.
Grundet et styrt på en cykel var hun i vinteren 2016 sat ud af spil med en skulderskade. På træningslejren på Tenerife for nylig faldt hun igen uheldigt, denne gang i træningsøvelsen kuglekast, og pådrog sig en dyb flænge i knæet. Heldigvis har det ikke sat hende tilbage i træningen.
”Træningen har kørt godt. Jeg synes, at jeg er gået frem i alle øvelser. Jeg føler mig mere sikker i hækkeløbet. Får jeg et godt løb på 60 meter hæk på søndag (den første øvelse, red.), ja så er jeg godt på vej.”
Den 23-årige atlet er de seneste fem år blevet trænet af Michael Jørgensen. Mangekamp var for Böll ikke noget valg efter længere tids overvejelser. Hun har altid lavet de fleste øvelser.
”Som 15-årig begyndte jeg at fokusere på længdespring, men inderst inde har jeg altid vidst, at jeg ville lave mangekamp. Og sådan blev det også efter et træthedsbrud. Jeg føler, at der er mindre skadesrisiko ved at sprede sig over flere øvelser.”
Den danske rekord i den udendørs syvkamp har til august stået i 35 år. Sandra Böll ligner kvinden, som en dag kan slette den.
”Jeg håber på allerede til sommer at kunne angribe den. Selvfølgelig skal alting klappe, men jeg tænker, at der er en chance. Men hvis ikke i år, så i 2019 eller 2020. Bare jeg kan holde mig fri af skader.”
Christian L. Nielsen med træner Jens B. Christensen ved DM-inde i Aalborg i 2017. (Ole Ugilt Larsen)
Christian L. Nielsen kan score hattrick
Mens de kvindelige femkæmpere afgør DM søndag, strækker mændenes syvkamp sig over to dage. Hos herrerne er Christian L. Nielsen (1900) favorit til at vinde titlen for tredje år i træk. De seneste to gange skete det i Christian Laugesens fravær. Laugesen – der slog Nielsen ved det udendørs DM – er til gengæld med i år, men selv nedtoner han sine chancer for at vinde med henvisning til flere sygedage på det seneste. Christian L. Nielsen meldes til gengæld i god form, og med vinderscorer på hhv. 5023 (2016) og 5104 (2017) er der måske en ny PR på vej til den 26-årige 1900-atlet, som allerede weekenden efter stiller op ved de svenske mesterskaber.
Fremadstormende talenter
Sjældent har ungdomsrækkerne ved et DM Mangekamp været så imødeset som i år. Det bugner af talent, og i flere klubber er der opstået træningsgrupper med mangekamp som hovedmålet. Det er ligeledes i ungdomsklasserne at de tætteste dyster forventes at komme, og med den flotte atletikhal i Randers – og ikke mindst de hævede sving – synes rammerne på plads til en god weekend, hvor de unge talenter får selskab af de rutinerede masters, som afvikler DM samtidig.
Nogle talenter at holde øje med:
14-15 år
Karla Schärfe (Sparta) har stået for nogle imponerende resultater i højdespring, men er også god i hækkeløb. Med et andet talent, Josefine Skifter Andersen (DELTA), til start, er der lagt op til en fin dyst. Hos drengene råder arrangørklubben Randers Freja over et andet stort talent, Max K. Andersen, som er klar favorit.
Bedst kendt som højdespringer, her i kuglestød, Karla Schärfe. (M. Hyllested)
16-17 år
Hos pigerne forventes en tæt duel mellem Ida Beiter Bomme (Sparta) og Mathilde Kreiberg Skou (1900), der begge har sat flere personlige rekorder i de individuelle øvelser denne vinter. Hos drengene er der usædvanlig god bredde i toppen, og flere kan blande sig i medaljestriden. Nikolaj Grønbech – der er skiftet fra DELTA til Sparta – er gået stærkt frem på det seneste, ikke mindst i stangspring, og må betegnes som guldfavorit.
18-19 år
Det spændende talent Mads Lund (Sparta) er i år rykket op i U20-klassen. Normalt har han savnet modstand herhjemme, men med den ét år ældre klubkammerat Oliver Chabert til start er der lagt op til en spændende dyst, hvor legendariske Lars Warmings gamle U20-rekord måske kan komme i fare. Mads Lund imponerede med 7.29 meter i længdespring sidste lørdag, mens syvkampen ligger godt til Chabert, der har stangspring og 60 meter hæk som sin force. Hos pigerne er Anna Lange (Greve) på glædeligvis tilbage efter længere tids rehabilitering, og trods pausen er det som favorit, at hun stiller op.
DM Mangekamp & DM Masters - Randers Atletikhal 3.-4. feb. 2018
Hjemmeside