Loading...

(foto: Lone Dybdal)

VM-inde

Mathilde U. Kramer til VM på wildcard

20. februar 2018 · Jeppe Weinreich

En flot indendørssæson baner vejen til VM-inde for den dobbelte danske mester Mathilde U. Kramer.

Selvom Mathilde U. Kramer formelt set ikke har klaret kravet til VM-inde, kan den 24-årige sprinter nu se frem til sit første store mesterskab. På baggrund af sine seneste præstationer blev hun nemlig tirsdag udtaget til VM-inde i Birmingham (1.-4. marts) på 60 meter.

Tidligere i år præsterede hun med 7,44 sek. den hurtigste tid på distancen, siden den danske rekord på 7,40 sek. for 30 år siden blev sat. Kravet til VM lyder på 7,30 sek., men DAF har alligevel valgt at give hende det ene wildcard, som alle nationer kan benytte, om ikke der er andre kvalificerede atleter.

"VM-kravene er de hårdeste overhovedet, og de er svære at opnå i den korte sæson, desuden har flere af vore bedste navne ikke prioriteret indendørssæsonen. Men det er vigtigt, at dansk atletik er med i Birmingham, og vi har valgt at sende Mathilde Kramer af sted, da hun har leveret nogle gode præstationer denne vinter," udtaler cheflandstræner Piotr Haczek.

Der er en forhåbning om, at Kramer til sommer kan klare EM-kravet på 100 meter, og det er ligeledes i dét lys, at udtagelsen skal ses.

”VM-deltagelsen vil give Mathilde en unik international erfaring i forhold til de kommende mesterskaber,” lyder det fra elitechef Bo Overgaard.

400-meter-løberen Benjamin Lobo Vedel har som den eneste dansker klaret kravet denne sæson, men det har hele tiden ligget fast, at han grundet de amerikanske universitetsmesterskaber - som ligger ugen efter VM - ikke tager til Birmingham.

Startskuddet til det indledende heat på kvindernes 60 meter lyder fredag kl. 11.35.

VM-inde Birmingham d. 1.-4. marts 2018
Hjemmeside


Mathilde Uldall KramerFødt 21. juni 1993
Træner: Poul Beck
Klub: Frederiksberg IF (tidl. Aabenraa IG)
Personlige rekorder: 60m: 7,44s (2018) / 60m hæk: 8,38s DR (2018) /100m 11,59s (2017)
Instagram: #mathildeukramer


De seneste danske deltagere ved VM-inde

Portland 2016: Andreas Martinsen, 60 meter hæk
Sopot 2014: Nick Ekelund-Arenander, 400 meter & Stina Troest, 800 meter
Istanbul 2012: Kim Christensen, kuglestød & Caroline Bonde Holm, stangspring
Doha 2010: Martin Krabbe, 60 meter

© Copyright Dansk Atletik Forbund