Loading...

Alexander Tengblad Nikolaisen sejrer foran Markus Kirk Kjeldsen på de 16-17 åriges 1500 meter. (Gunner Sørensen)

DMU-inde - 2. dag

Flot søndag med flere højdepunkter

26. februar 2018 · Jeppe Weinreich

Dag 2 af årets DMU-inde var klart den bedste. Flere rekorder blev sat, nye talenter brød igennem, og Spar Nord Arena var godt fyldt op med atleter, trænere, familie og søndagsgæster, som kiggede ind. En god søndag for dansk atletik.

13-årige Liv Selmer fra SAK var én, som havde en god dag. Hun dukkede op med en PR i højdespring på 1.57 meter, og inden konkurrencen var slut, havde hun klaret 1.68 meter – ny 14-års rekord. Forinden havde hun højst uventet presset den store favorit, den ét år ældre Karla Schärfe (Sparta), som først kom over 1.62 meter i tredje forsøg. Senere satte Schärfe dog tingene på plads, og efter at mistet sin årgangsrekord til Selmer forbedrede hun sin egen 15-års rekord til 1.75 meter. Et spring, som hun topper sæsonens seniorrangliste med.  

Scharfe

Fornem 1500-meter-finale
Hos de 16-17 årige drenge gik Markus Kirk Kjeldsen (SAK77) efter en hurtig tid på 1500 meter. Han lagde sig i front fra start og satte et tempo lige omkring de 4.00 min. Til sidst var det kun Alexander Tengblad Nikolaisen (Viborg AM), som kunne følge med, og minsandten om ikke han på den sidste omgang kunne distancere Kjeldsen og vinde i 3:58,25 min. – dansk U18-rekord. Med 4:01,30 min. var Kirk Kjeldsen også under rekorden, og det var i høj grad hans fortjeneste, at det blev til rekorder. Det var bare Nikolaisens fjerde officielle 1500-meter-løb. Hans bedste tid udenfor er blot 4:24,46!

Hækkeløbere i hopla
Forinden havde der været en række fine finaler på 60 meter hæk. Hos de yngste piger vandt Ida Boe Rasmussen (Greve) i flot stil i 8,78 sek. (DUR15), og også hos drengene var der en årgangsrekord (DUR15), da Sofus Peter Lassen (Sparta) med 8,44 sek. vandt et tæt opgør mod Randers Frejas Max K. Andersen (8,46s). Et minut efter det knebne nederlag gik mangekæmperen over til kuglestød, tog sit sjette stød og sikrede sig her titlen med 13.49 meter – én cm foran nr. 2.

I de andre hækkeløbsfinaler var der flere gode vindertider, bl.a. Oliver Chabert (Sparta) med PR 8,15 sek. i U20-klassen og Ida Beiter Bomme (Sparta) med PR 8,72 sek. i 16-17 års klassen.

Fire guldmedaljer
JosefineJosefine Skifter Andersen fra Slagelse DELTA (foto th) fulgte op på lørdagens længdesprings-rekord med en ny af slagsen, denne gang i trespring, hvor hun landede ude på 11.71 meter (DUR15). Med sejr også i kuglestød og på 200 meter sikrede hun sin klub fire titler.

Emil Mader Kjær (Skive AM) lukkede en forrygende sæson ned med sikker sejr på 200 meter. Han bremsede dog op før mål og fik derfor ”kun” 22,20 sek. Dagens hurtigste tid hos det modsatte køn stod Caroline Benfeldt Sørensen (ROAR) for hos de 16-17 årige med 25,54 sek. En tid, der ville have givet sølv ved senior-DM. Nr. 2 i finalen, Mathilde Kreiberg Skou (1900), satte PR med 25,97 sek. og nåede i alt op på fem medaljer i løbet af weekenden.


DMU-inde - Skive d. 24.-25. februar 2018

Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund