Maria Sløk Hansen satte søndag i Karlskrona sæsonbedste med 15.34. Her ses hun ved European Throwing Cup i Las Palmas, Gran Canaria i 2014. (DECA Text&Bild)
Syv kastere til Leiria 2018
27. februar 2018 · Jeppe Weinreich
Kristoffer Thomsen og seks andre kastere er udtaget til den årlige forårsbebuder, European Throwing Cup, som finder sted i Leiria, Portugal om 11 dage.
Selvom Kristoffer Thomsen søndag stødte ved vinterens sidste indendørsstævne, er sæsonen ikke slut endnu. Om mindre end to uger drager han nemlig til Portugal sammen med seks andre af dansk atletiks bedste kastere. Her gælder det årets European Throwing Cup, hvor flere af Europas bedste kastere kommer foråret i møde.
”European Throwing Cup er et vigtigt initiativ for europæisk kast, som DAF bakker op om. Det giver de bedste danske kastere mulighed for international erfaring,” lyder det fra landstræner i kast, Carsten Bomme, som er holdleder på turen.
Kristoffer Thomsens stød på 19.03 meter fra DMU giver ham en plads som nr. 8 på den europæiske U23-rangliste i år (nr. 42 hos seniorerne), og flere af de andre i top-8 forventes at komme til Leiria, bl.a. hans tidligere klubkammerat, norske Marcus Thomsen, som er nr. 4.
Med i den danske trup er også kuglestøder Maria Sløk Hansen, som søndag vandt Sunna Open i Karlskrona med sæsonbedste 15.34 meter.
Den danske trup til European Throwing Cup i Leiria (POR) d. 10-11. marts
Senior:
Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) – kuglestød
Kathrine Bebe (Sparta) – diskoskast
Celina Julin (Sparta) – hammerkast
Andreas Ellegaard (Sparta) - diskoskast
U23:
Kristoffer Thomsen (Aarhus 1900) – kuglestød
Mikkel Garbrecht (Aarhus 1900) – spydkast
Lisa Brix (Sparta) – diskoskast