Loading...

Førerfeltet ved sidste års DM. Fire af de fem på billedet figurerer på årets startliste. (Lone Dybdal)

DM Lang Cross

Topdueller på plads ved DM Lang Cross

02. marts 2018 · Jeppe Weinreich

Kampen om Konge- og Peter Bistrup Pokalen synes ekstra hård i år, selvom den forsvarende mester hos kvinderne, Simone Glad, ikke er med.

I fjor havde Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) håbet at skrive sig ind i en eksklusiv gruppe på blot tre løbere, som har vundet Kongepokalen fem gange. På en drilsk rute i Fredericia måtte han imidlertid se Peter Glans (OA/OGF) løbe med den historiske pokal. De to møder lørdag op igen i Fredericia, hvor sidste års rute – som bl.a. førte løberne op ad en trappe – grundet den hårde frost er blevet ændret. Om det er til Abdis fordel, vil tiden vise.

Stærkt favoritfelt
Mens Glans primært har forberedt sig på titelforsvaret herhjemme, har Abdi været en tur i Kenya. Det samme har bl.a. vinderen af DM Kort Cross, Mikkel Dahl-Jessen (AGF), og Mads Tærsbøl (HMRC). Andre i favoritfeltet er vinderen fra 2008, Jesper Faurschou (Herning LK), og Thijs Nijhuis (Viborg AM), som efter nogle skadesproblemer på glædelig vis vender tilbage. Engelske Thomas Wade (HMRC) – der uden for DM-regi vandt DM Kort Cross – forventes også at sætte sit præg på løbet.

Alberte på hjemmebane
Mens det er 114. gang, at der kæmpes om Kongepokalen, er det for kvindernes vedkommende tiende gang, at Peter Bistrup Pokalen skal have et nyt navn indgraveret. Simone Glad har vundet den fire af de seneste fem gange, men hun er ikke med i år. Det er til gengæld Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri) og Maja Alm (AGF), der ved DM Kort Cross gav hinanden en god dyst – med førstnævnte som overraskende vinder. Nu er distancen fordoblet til 8 km. Umiddelbart bedømt kan ingen andre blandt sig i guldkampen. Sylvia Kiberenge (Sparta) vil dog meget vel give dem kamp til stregen, selvom hun fortsat mangler et dansk pas for at kunne vinde medalje individuelt.

Europa Cup-billetter
Som altid kæmpes der også om pladsen ved næste års Europa Cup Cross for klubhold. Billetten gives til de vindende hold hos både senior og U20. I sidstnævnte klasse er Sophie Søefeldt (Sparta) favorit, mens det ser mere åbent ud hos drengene. Vinderen af Kort Cross, Sebastian Stensvig, er ikke med. I hans fravær kunne Alexander Seidler (HVAM) – sølvvinderen fra Kort Cross – ligne en favorit.

Ingen tv-transmission
Det var planen, at Atletik TV skulle have sendt ”live” fra konkurrencerne, men udsigten til temperaturer lige under frysepunktet gør det af hensyn til det tekniske udstyr for risikabelt.


DM Lang Cross (Cross Nationals 6. Runde) – Fredericia d. 3. marts 2018

11.30 Madsby Cow Race (åben motionsklasse) – 4 km
13.00 Kvinder (alle aldersklasser) + Mænd Masters (60+) – 8 km
13.45 Mænd (alle aldersklasser op til og med 55-59) – 10 km


De seneste vindere af Kongepokalen
2017 Peter Glans (OA/OGF)
2016 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM)
2015 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
2014 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
2013 Morten Munkholm (Aarhus 1900)
2012 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
Se alle vindere HER

De seneste vindere af Peter Bistrup Pokalen
2017 Simone Glad (Sparta)
2016 Simone Glad (AGF)
2015 Sara Sig Møller (Sparta)
2014 Simone Glad (Odense Atl.)
2013 Simone Glad (Odense Atl.)
2012 Anna H. Baumeister (VIKING)
Se alle vindere HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund