Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2018 > 03-07 Vild VM-rute i Aarhus godkendt af IAAF
Mikkeller blev 7. marts offentliggjort som titelsponsor for VM Cross Country 2019. Grundlægger Mikkel Borg Bjergsø (tv) og Søren Runge, der er primusmotor bag Mikkeller Running Club var med til at teste VM-ruten onsdag middag. FOTO: LONE DYBDAL.
Mikkeller titelsponsor på VM Cross Country Aarhus 2019 og vild VM-rute godkendt af IAAF
07. marts 2018 · Henriette Leth Nielsen
”Vanvittigt projekt – på den sjove måde” og ”Troede aldrig jeg skulle komme hverken op eller ned” var blot nogle af cross-løbernes umiddelbare kommentarer til ekstrem VM-rute henover taget på Moesgaard Museum ved onsdagens testløb. Samtidig blev Mikkeller offentliggjort som titelsponsor for VM Cross Country Aarhus 2019.
Det Internationale Atletik Forbund, IAAF, havde onsdag 7. marts medbragt tidligere Cross Country verdensmester Annette Sergent-Petit fra Frankrig til af afprøve den historisk ekstreme VM-rute, der bl.a. løber op ad det stejle, græsbeklædte tag på Moesgaard Museum. Besøgets primære formål var den officielle tekniske gennemgang af ruten, hvilket IAAFs løbstekniske chef, Luis Saladie, stod for i dialog med VM-arrangørteamet fra Dansk Atletik Forbund.
”Med godkendelsen af det danske bud på VM-cross-ruten kan vi nu med sandhed sige, at cross-løb kommer tilbage til rødderne. Cross country handler om at bryde grænser. Sammen med arrangørerne, Aarhus og Sport Event Denmark vil vi helt sikkert skabe et mesterskab, som går over i historiebøgerne,” sagde Luis Saladie efter han havde set ruten. På billedet ses Saladie sammen med DAFs formand, Karsten Munkvad og direktør Jakob Larsen.
Den erfarne verdensmester Annette Sergent-Petit (bill.) meddelte spontant, at hun nu overvejer et come-back:
”Jeg nød virkelig ruten. Det er en ægte cross-rute med en masse op- og ned, og det er en intens rute med sving og du bliver nødt til at være fokuseret hele tiden. Taget (på Moesgaard) er brillant, og det mixer kultur og sport på en god måde. Man kan sige, at det er ret symbolsk at være på toppen af sport og kultur. Det er også et interessant event-set-up. Efter jeg i dag har løbet ruten, har jeg fået lyst til at tilmelde mig motionsløbet næste år.”
Danske cross-profiler på taget af Moesgaard
Udover den 55-årige verdensmester deltog fire af de helt store danske cross-profiler i den unikke rutetest: Alberte Kjær Pedersen, Anna Mark Helwigh, Thijs Nijhuis og Jesper Faurschou. Og de var meget enige om, at ruten var en vild udfordring.
Der er tale om en rute, som kommer til at bestå af en 2 km rundstrækning med 75 højdemeter pr omgang og med challenge zoner bestående af sand, mudder og vand og så naturligvis græstaget af Moesgaard Museum.
Alberte Kjær Pedersen (tv), Anna Mark Helwigh, Thijs Nijhuis og Jesper Faurschou (ikke med på bill.) var med til at teste VM-ruten onsdag 7. marts. FOTO: Lone DYBDAL.
”Taget! Det er en ekstrem og god udfordring. Og VM-ruten har det hele: Højdemeter og forskellige underlag. Det er en rute for de stærke og gode løbere. Den alsidige løber, der mestrer alle aspekter i crossløb, vil vinde mesterskabet. Men jeg tror også, det er en rute, som alle rigtigt gerne vil prøve kræfter med, da det er en oplevelse i sig selv at løbe op over taget på Moesgaard Museum,” sagde Alberte Kjær Pedersen, efter at have gennemløbet den 2k-lange VM-rute.
NYHED: Mikkeller officiel titelsponsor for VM Cross
I onsdagens østjyske dis kunne man se yderligere to løbere, der kæmpede sig op og ned af den spektakulære rute: Mikkel Borg Bjergsø og Søren Runge. De to grundlæggere af Mikkeller Running Club havde også taget turen op på taget af Moesgaard. Arrangørerne af VM Cross Country Aarhus 2019 har nemlig netop indgået aftale om titel-sponsorat med Mikkeller, der står bag mere end 200 løbefællesskaber rundt i verden.
”Og vi håber, at så mange af dem som muligt vil løbe med her til denne Once-In-A-Lifetime oplevelse. Vi glæder os helt vildt! I 1994 løb jeg mit hidtil eneste VM. Det var i cross. Her 25 år efter står jeg som titelsponsor i VM Cross Country 2019," lyder det fra Mikkel Borg Bjergsø, der i 2006 grundlagde mikro bryggeriet Mikkeller. I 2014 etablerede han sammen med Søren Runge, Mikkeller Running Club.
Mikkeller blev 7. marts offentliggjort som titelsponsor for VM Cross Country 2019. Grundglægger Mikkel Borg Bjergsø (th) og Søren Runge, der er primusmotor bag Mikkeller Running Club var med til at teste VM-ruten onsdag middag. FOTO: LONE DYBDAL.
VM-arrangørerne glæder sig over samarbejdet med det verdensomspændende løbefællesskab.
”Mikkeller har med sine forskellige tiltag indenfor løbeverdenen været en forfriskende tilføjelse til den fortsatte udvikling af løbesporten. Det er med samme forventning, at vi tager hul på samarbejdet med Mikkeller om vores værtskab for VM Cross i 2019. Dansk atletik formåede i 2014 at transformere VM Halvmaraton på en måde, der fik IAAF til at betegne værtskabet som ’den største gamechanger i international atletik.’ Nu gør vi sammen med Mikkeller som titelsponsor og igen også sammen med Sport Event Denmark som i 2014. At stile efter det samme i 2019 er ambitiøst, men vi synes, at partnerskabet med Mikkeller er en rigtig god start på rejsen,” fortæller direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.
Tilmelding til VM åbner 4. april
Med en vild ambition og Moesgaard Museum som ramme for en spektakulær event, der skal styrke og folkeliggøre en af atletikkens ældste discipliner på såvel nationalt som internationalt plan, fik Dansk Atletik Forbund, Aarhus Events / Aarhus Kommune og Sport Event Denmark tildelt værtsopgaven for IAAF World Cross Country Championships 2019 den 1. december 2016 i Monaco.
Arrangørerne er nu i fuld gang med at planlægge eventen, der kommer til at foregå lørdag 30. marts 2019 på området ved Moesgaard Museum. Eliteløbere fra hele verden kvalificerer sig via deres nationale forbund. Andre løbere, der har mod på at kaste sig ud i VM Cross Country, har fire uger til at overveje hvilket løb, de vil tilmelde sig 4. april, når billetsalget åbner:
• The Sprint: Blod, sved, tårer og fuld gas på vild VM-rute: Sammenlign dig direkte med verdens allerbedste!
• The Relay: Hvem skal med på dit VM superstar-hold? Tænk dig om og tag kun vennekredsens hardcore-løbere med på dit 4 x 2K stafet-hold!
• The Search: Verdens cross-konger søger udfordrere i vanvittig cocktail af det vildeste fra VM X Country og Trail Running!
FAKTA OM VM CROSS COUNTRY 2019
NAVN: IAAF / Mikkeller World Cross Country Championships Aarhus 2019
DATO: 30. Marts 2019
STED: Moesgaard Museum, Aarhus
ARRANGØRER: Dansk Atletik Forbund
PARTNERE: Sport Event Denmark, Aarhus Kommune og Moesgaard Museum
TILMELDING ÅBNER: 4. april 2018 på Aarhus2019.dk
YDERLIGERE INFO: Aarhus2019.dk