Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2018 > 03-09 European Throwing Cup
Estádio Dr. Magalhães Pessoa med plads til 23.000 tilskuere.
Følg de danske kastere "live"
09. marts 2018 · Jeppe Weinreich
Den danske trup på syv kastere fløj torsdag til Portugal. Lørdag formiddag åbner Andreas Ellegaard indsatsen - og det kan følges "live" via arrangørernes streaming.
Tre regerende mestre globalt – Christoph Harting (OL/diskos), Johannes Vetter (VM/spyd) og Pawel Fajdek (VM/hammer) – topper startfeltet ved weekendens European Throwing Cup i Leiria (POR), hvor knap 300 af Europas bedste kaster e har meldt deres ankomst.
De syv danske deltagere satte torsdag kursen mod Portugal, hvor der ifølge prognosen desværre er udsigt til regn begge dage.
Der konkurreres i både senior- såvel som U23-klassen. Med alle kast på programmet giver det 16 konkurrencer, hvoraf flere er opdelt i både en A- og en B-gruppe. Der kastes både på det store Estádio Dr. Magalhães Pessoa, som blev bygget til EM-slutrunden i fodbold i 2004, samt ved det nationale kastecenter i nærheden.
Kristoffer Thomsen og Lisa Brix er de højest seedede blandt danskerne – begge som nr. 4 i U23-klassen.
Det danske program
Lørdag
11:00 Andreas Ellegaard – diskoskast (B-gruppe)
14:00 Maria Sløk Hansen – kuglestød (B-gruppe)
Søndag
9:30 Lisa Brix – diskoskast (U23)
10:30 Kristoffer Thomsen – kuglestød (U23)
11:15 Mikkel Garbrecht – spydkast (U23 – B-gruppe)
12:00 Celina Julin – hammerkast (B-gruppe)
13:30 Kathrine Bebe – diskoskast (B-gruppe)