Loading...

(arkivfoto: DECA Text&Bild)

Eliteidræt og videregående uddannelser

Vær på forkant - og få det bedste studieforløb

09. marts 2018 · DAFs Elitestab

Der er de seneste år sket meget på området eliteidræt & uddannelse. Nye initiativer fra stadig flere aktører er kommet til - til gavn for de aktive. Men for at få det mest optimale studieforløb er det vigtigt, at man tidligt kontakter det pågældende uddannelsessted.

Eliteidræt og uddannelse er for mange atletikudøvere en del af dagligdagen, og betegnes ofte som dual career. Der er tale om et område, hvor der i disse år tages mange nye initiativer fra forskellige aktører på uddannelsesområdet. Om end der er forskel på de forskellige tiltag, så er der et vigtigt formål i at hjælpe eliteudøvere med at få succes med både den sportslige karriere og uddannelse.

Hvilket niveau man skal have ift. betegnelsen ”eliteudøver” varierer, men det er tydeligt at der mange steder er muligheder for råd, støtte og vejledning til udøvere, der tilhører såvel Europæisk-, Nordisk- og National Elite. Mange af disse tiltag er således rettet mod udøvere, der er ”på vej” - og ikke kun dem, som er indplaceret i en af Team Danmarks støttekategorier.

VIGTIGT – Vær altid i god tid – Planlægning!
Fælles for alle disse tiltag er, at har du som eliteudøvere brug for råd, støtte og vejledning, i forbindelse med opstart på en videregående uddannelse, ja så er det vigtigt, at du i god tid kontakter den relevante uddannelse. Dette giver dem mulighed for på forkant at kunne give dig råd og vejledning omkring din ansøgning og optagelse. Kontakter du dem for sent, ja så vil dine muligheder for hjælp og vejledning være begrænset. Det samme gælder undervejs i dit studie, vær altid i rigtig god tid, det giver alle og ikke mindst dig selv mulighed for at få den bedste støtte.  

Om de forskellige muligheder
Team Danmark yder - som det nok er de fleste bekendt - råd, støtte og vejledning til elitesportsudøvere, der er indplaceret i deres bruttogruppe - link.
 
En undersøgelse fra Aarhus Universitet (2016) viser, at eliteudøvere der kombinerer deres idræt med en videregående uddannelse, fylder rigtig meget i de danske medaljestatistikker ved VM og OL. Den viser også at eliteudøvere på Aarhus universitet årligt gennemfører 7 ECTS mere end den gennemsnitlige studerende. Det ses endvidere, at der blandt eliteudøvere kun er et frafald på 6% blandt bachelorstuderende mod 27% i gennemsnit for øvrige, mens der ikke er noget frafald blandt eliteudøverne på kandidatuddannelsen mod et gennemsnit på 10% for øvrige studerende på Aarhus Universitet.

Aarhus Universitet har oprettet AU-Elitesport (link), der med 2,5 årsværk har kapacitet til at hjælpe og vejlede en række eliteudøvere på de lange videregående uddannelser med at komme godt og sikkert igennem deres studie, sideløbende med at de passer deres karriere indenfor eliteidrætten,

VIA University College i Aarhus og Region Midt har til at vejlede studerende på de mellemlange videregående uddannelse oprettet VIA Elitesport (link) til at hjælpe og vejlede eliteudøvere, der studerer på et af deres i alt otte Campus: Aarhus C, Aarhus N, Herning, Horsens, Randers, Silkeborg, Holstebro og Viborg.

ERHVERVSAKADEMI AARHUS, der udbyder de kortere videregående uddannelser, har ligeledes oprettet en mulighed for råd og vejledning til eliteudøvere (link).

Syddansk Elite (link) giver råd og støtte til Eliteudøvere på Syddansk Universitet.

Nordjysk ELITESPORT (link) tilbyder mulighed for at kombinere elitesport og uddannelse til eliteudøvere på Aalborg Universitet og University College Nordjylland (UCN)

Københavns Universitet anviser på deres hjemmeside muligheden for at eliteudøvere kan få råd og vejledning hos deres studievejledere og studieadministrative medarbejdere til at kombinere elitesport og uddannelse.  

University College Lillebælt (UCL) har oprettet UCL Elitesport (link), hvor man som studerende kan få råd og vejledning.





© Copyright Dansk Atletik Forbund