Loading...

Den danske trup i Valencia fredag, hvor det var solrigt og sommerligt. Det skulle dog blive overskyet i løbet af lørdagen. (foto: Hasse Sjögren/DECA Text&Bild)

VM Halvmaraton – Valencia 2018

Abdi og Jesper er klar til lørdagens store brag

24. marts 2018 · Jeppe Weinreich

Lørdag kl. 17.30 bliver mændenes frygtindgydende elitefelt ved VM Halvmaraton i Valencia sendt af sted. To danske løbere er med.

Abdi Hakin Ulad gjorde ikke sit til at dæmpe forventningerne forud for VM Halvmaraton, da han sidste lørdag vandt DM 10 km i ny mesterskabsrekord. Lørdag kl. 17.30 bliver det så alvor for den 27-årige Hvidovre-løber, når han sammen med Jesper Faurschou står på startstregen i Valencia.

Ruten er hurtig, temperaturen vil med 14-15 grader være tæt på optimal, men desværre lyder meldingen, at det kunne blæse op i løbet af lørdagen. Fredag skinnede solen dog flot, og humøret var højt blandt de to løbere og holdleder Niels Kim Hjorth.

”Hvis det blæser op, skal vi forsøge at vende vinden til vores fordel. Formentlig vil der være medvind de første 5-6 km. Jeg regner med, at der vil blive løbet hamrende stærkt den første kilometer. Men vi har aftalt, at de skal passe sig selv. Som udgangspunkt er det 2.55 min. pr. km for Abdi, som så skal forsøge at ramme 10 km i 29.05 min. – om der ikke er for meget vind. Fra 6-13 km kunne der være modvind, og her gælder det så om at forsøge at placere sig i læ,” lyder det fra Niels Kim Hjorth.

PR? - dansk rekord?
Abdis personlige rekord er de 1:02,24 min., som han løb på ved det mindeværdige VM i København for fire år siden. Det erklærede mål er da også at slå den tid, og gør han det, ja så er der heller ikke langt ned til Carsten Jørgensens danske rekord på 1:01,55, som denne satte på 17. pladsen ved VM i september ’98.

Den bedste placering i en dansk VM-historik stod Jan Ikov for, da han i Bruxelles 1993 blev nr. 10 i 1:02,02. Den slags placeringer må dog betegnes som urealistiske lørdag. Det internationale niveau har aldrig været breddere og stærkere, og med verdensmesteren fra 2014 og 2016, kenyaneren Geoffrey Kamworor, til start er barren sat højt. Vinderen fra CPH Half, Abraham Cheroben (BRN), er et andet af de store navne på den frygtindgydende startliste.

TV 2 SPORT sender direkte fra kl. 17.15 (TV 2 PLAY allerede fra kl. 17). Kommentatorer er Martin Gottschalk og Henrik Them.

VM Halvmaraton – Valencia d. 24. marts 2018
Kvinder kl. 17:05 / mænd kl. 17:30

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund