Loading...

(DECA Text&Bild)

VM Halvmaraton

Abdi viser sin klasse ved VM: Hurtigste danske tid i 20 år

24. marts 2018 · Jeppe Weinreich

Abdi Hakin Ulad leverede lørdag en fornem præstation ved VM Halvmaraton med en 29. plads i 1:02,15 time – den hurtigste danske tid i 20 år.

Trods svære vindforhold præsterede Abdi Hakin Ulad lørdag i Valencia med 1:02,15 time den hurtigste danske halvmaratontid i 20 år. Den 27-årige Hvidovre-løber kæmpede sig i mål på en 29. plads – fem placeringer bedre end ved VM i 2014, hvor hans hidtil bedste tid (1:02,24) stammede fra. Kun fire europæere var i dag hurtigere end den danske løber.

Løbet formede sig taktisk, og først lidt før 10 km – hvor deltagerne røg ind i modvinden - begyndte favoritterne at røre på sig. Abdi løb sit eget løb og valgte ikke at satse. Han passerede de 10 km på en 37. plads i 29:39 min. og lå dermed ikke til en personlig rekord, men fra 15 km fik løberne igen vind i ryggen, og Abdi formåede at løbe med ”negativ split” - altså med den sidste halvdel løbet hurtigst. Ikke mindst imponerende i betragtning af, at han ved 13 km fik problemer med den ene forfod og følgelig løb det sidste stykke landende på hælen.

I mål manglede der bare 20 sekunder i at slå Carsten Jørgensens danske rekord fra VM i 1998.

”Det var et ujævnt løb. Under optimale betingelser havde Abdi snuppet den danske rekord i dag. Men det er en vildt flot præstation,” lød det anerkendende fra holdleder Niels Kim Hjorth.

Jesper Faurschou havde undervejs problemer med maven og sluttede med tiden 1:06,42 som 107 ud af de i alt 147 deltagere.

Helt fremme lavede kenyaneren Geoffrey Kamworor et hattrick ved at vinde VM for tredje gang på stribe. Strækningen fra 15 til 20 km tilbagelagde han i 13:01 min.!


VM Halvmaraton – Valencia 24. marts
Mænd
1. Geoffrey Kamworor, Kenya 60:02 min.
2. Abraham Cheroben, Bahrain 60:22
3. Aron Kifle, Eritrea 60:31
29. Abdi Hakin Ulad, Danmark 62:15 PR
107. Jesper Faurschou, Danmark 66:42
(147 til start)
Alle resultater

Mellemtider (placering undervejs)
Abdi Hakin Ulad / Jesper Faurschou
5 km 14:34 (43) / 15:07 (107)
10 km 29:39 (37) / 31:28 (116)
15 km 44.30 (34) / 47:29 (112)
20 km 59:07 (27) / 63:23 (108)

De fire hurtigste danskere gennem tiden
Carsten Jørgensen – 61:55 (1998)
Jan Ikov – 62:02 (1993)
Henrik Jørgensen – 62:07 (1983)
Abdi Hakin Ulad – 62:15 (2018)

© Copyright Dansk Atletik Forbund