Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2018 > 04-20 One mile udsolgt i Aarhus
One mile udsolgt i Aarhus
20. april 2018 · Henriette Leth Nielsen
Rigtig mange østjyder har valgt at fejre H.K.H. Kronprinsens 50 års fødselsdag med deltagelse på One mile-distancen til Royal Run mandag 21. maj (2. pinsedag). Arrangørerne opfordrer dem, der ikke nåede at tilmelde sig den 1,609 km lange distance til enten at kaste sig ud i en 10 km eller deltage i One mile i en af landets andre Royal Run-byer.
Det går stærkt i disse dage med tilmeldingerne til Royal Run i hele landet. Danmarks næststørste by kan nu melde udsolgt på One mile-distancen, idet samtlige 5.000 startnumre til den 1,609 km lange rute gennem Aarhus’ gader 21. maj er afsat.
I resten af landet tikker tilmeldingerne ligeledes ind i højt tempo i disse dage til Kronprinsens 50 års løbefest. Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Eventen arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden.
Arrangørerne af Royal Run er yderst tilfredse med den store interesse og anbefaler alle østjyder, der ikke har nået at tilmelde sig milen, at tilmelde sig milen i en af landets andre fire Royal Run –byer: Aalborg, Esbjerg, Odense eller København/Frederiksberg, hvor der stadig er plads på One mile distancen. Eller at kaste sig ud i 10 km, hvor der stadig er ledige pladser.
“Vi er meget glade for interessen i at være med i Royal Runs aktive fejring af Kronprinsen. Med mere end 20.000 tilmeldte på mile distancen og udsolgt i Aarhus må vi jo sige, at danskerne har taget denne lidt uvante distance til sig. Det er vi naturligvis glade for, da det jo netop var formålet at give alle, uanset træning, en mulighed for at være med den 21. maj.” udtaler direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.
Tag del i folkefesten som publikum
Til dem der ikke har mod på at fejre Kronprinsen med en gå- eller løbetur, er det oplagt at deltage i Royal Run langs sidelinjen, hvor der vil være rig mulighed for at heppe på Kronprinsen. De fem byers underholdningsprogrammer offentliggøres om få uger.
Royal Run er et landsdækkende løb i anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Alle har mulighed for at løbe eller gå med i en af landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Kronprinsen begynder sin dag med ”One mile” (1,609 kilometer) i de fire første byer og afrunder festen med at løbe 10 kilometer i København.
Fakta om Royal Run
• Dato: Mandag den 21. maj 2018 (2. pinsedag)
• Distancer: One mile (1,609 km) og 10 km
• Deltagergebyr: One mile: 75 kr. – 10 km: 250 kr.
• Tilmelding. Royalrun.dk
Lokale arrangører for Royal Run i de fem byer:
• Aalborg Kommune, Aalborg Atletik og Motion og DGI Nordjylland
• Aarhus Kommune og Aarhus 1900
• Esbjerg Kommune og Esbjerg Atletik og Motion
• Odense Kommune og Odense Atletik/OGF
• Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og SPARTA Atletik og Motion
Information:
royalrun.dk, Facebook.com/royalrundanmark og Instagram/royalrundanmark
Du modtager denne pressemeddelelse fra Ritzaus pressetjeneste, Via Ritzau
Jeg ønsker ikke fremover at modtage pressemeddelelser fra denne afsender