Fra venstre præsidenten for det polske forbund og Toruns borgmester samt Svein Arne Hansen og Christian Milz, hhv. præsident og CEO i European Athletics. (©European Athletics)
Torun valgt som vært for inde-EM i 2021
30. april 2018 · Jeppe Weinreich
Den polske by vandt klart på point, da det europæiske atletikforbund fredag skulle vælge imellem Torun eller hollandske Appeldoorn som vært for EM-inde i 2021.
I fjor var det i Beograd, til næste år i Glasgow. Fredag blev det så officielt, at det følgende EM-inde i 2021 bliver i Polen, nærmere bestemt Torun, som fik 11 af EA Councils stemmer mod blot fire til den anden bejler, hollandske Appeldoorn. Mens Polen så sent som i 2016 var vært for et stort indendørs-mesterskab, nemlig VM-inde i Sopot, så har der ikke været afholdt indendørs-EM i landet siden Katowice 1975.
”Jeg vil gerne lykønske begge byer for deres fremragende præsentationer og visioner for EM. I sidste ende kan der dog kun være én vinder,” lød det fra EA’s norske præsident, Svein Arne Hansen.
Som førnævnt skal Glasgow være vært for EM-inde, inden det bliver Toruns tur. Det foregår d. 1.-3. marts 2019.