Loading...

Stævnet i Shanghai bliver Saras første i Kina siden VM i Beijing i 2015. (Iris Hensel)

Navne

Sara Slott åbner sæsonen i Shanghai

08. maj 2018 · Jeppe Weinreich

Dansk atletiks største navn pudser p.t. formen af i Tyrkiet, inden hun den 12. maj åbner sæsonen ved Diamond League-stævnet i Shanghai.

I et år uden VM eller OL er titelforsvaret ved EM i Berlin selvsagt sæsonens altoverskyggende mål for Sara Slott Petersen. Inden hun når så langt, gælder det dog Diamond League-serien, som formentlig vil give et praj om, hvor store hendes chancer i Berlin er. Serien består som i fjor af 12 stævner samt de to afsluttende finaler i Zürich og Bruxelles. Kvindernes 400 meter hæk er på programmet i seks af de indledende stævner, og dansk atletiks største navn har allerede sikret sig en plads i de første tre: Shanghai (12/5), Eugene (26/5) og Oslo (7/6).

”Den 12. maj er stadig noget tidligt på sæsonen, det måtte gerne have været et par uger senere, men jeg skal nok være der. Jeg håber at kunne løbe tæt på 55,00 sek. Så er jeg i gang,” fortæller Sara over telefonen fra den tyrkiske middelhavsby Belek, hvis fornemme træningscenter, Gloria Sport, de seneste år har dannet ramme om forårets træningslejre.

”Det er fabelagtige forhold, vi har her. Lige nu er det dog lidt for meget til den varme side. Jeg er ikke så god til varme, men i forhold til de kommende stævner er det en god tilvænning. Vi har ikke ændret så meget i træningsstrukturen. Det er stort set samme opskrift, som vi har fulgt, siden jeg vendte tilbage efter fødslen.”

Fra træningslejren i Belek:

Det er anden gang i år, at hun er i Belek – og hendes 4-årige søn er naturligvis med. På påsketræningslejren var kæresten med på sidelinjen, men nu er det Saras forældre, som passer drengen, mens Mor træner.

”Træningen har kørt fint. Jeg fik for nylig en lille krampe i læggen og måtte i en uges tid nøjes med at stå på cross traineren, men jeg føler, at formen er fin. Vi er dog først lige gået i gang med den specifikke konkurrencetræning.” 

Berlin
Et titelforsvar i atletik er noget andet end i boksning. Nok er det vigtigt, men opgøret på Olympiastadion d. 10. august i Berlin og den evige rival, tjekkiske Hejnová, fylder ikke alt i hækkeløberens hoved. I hvert fald ikke lige nu.

”Det er egentlig ikke noget, jeg går og tænker på. Naturligvis er Berlin det store mål, og det som jeg sigter mod, men om det er EM, VM eller OL ændrer ikke sæsonopbygningen. Mesterskaberne ligger altid samme tid på året, så alt er som det plejer, men selvfølgelig er det lidt anderledes denne gang. Det begynder først at fylde noget, tror jeg, når vi nærmer os. Nu handler det bare om at få trænet godt, løbet nogle gode tider – og ikke mindst undgå at blive syg undervejs.”

Både i ’16 og ’17 blev hun syg i sæsonoptakten. I OL-året kostede det et par vigtige stævner i maj, og i fjor måtte hun rejse hjem fra landskampen i Finland før tid. Forhåbentlig har hun allerede haft sin kvote af sygedage i år. Vinterens eneste løb – ved DM-inde i februar – gik nemlig ikke så godt som ventet, trods en suveræn sejr.

”Jeg havde regnet med at skulle løbe stærkt i Skive, formen var til det, men på selve dagen følte jeg mig ikke oplagt, og lige efter fulgte så ni dage med høj feber og en efterfølgende lungebetændelse. Så der var en forklaring på det skuffende resultat. Men når jeg nu skulle blive syg, så var det nok det bedste tidspunkt at blive det.”

Tokyo 2020
I april fyldte Sara 31, og selvom hun var været Danmarks bedste siden 15-års alderen, er det kun tredje gang, at hun går ind i en ny sæson som en del af det eksklusive Diamond League-selskab. Nok trak den forpassede finaleplads ved VM ned i det samlede indtryk af 2017, sæsonen bød dog på 2. pladser ved stævnerne i Rom og Zürich – begge gange i 54,35 sek. Tider, som rangerer i karrierens top-8. Niveauet var der altså, og selv tror hun, at hun fortsat har flere gode sæsoner i sig.

Sara Slott
Fra det indledende heat ved VM i London. (DECA Text&Bild)

”Min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke har lyst til at stoppe. Men hvis jeg i år ikke rammer det niveau, som jeg bør være på, og som min træning indikerer, at jeg skal befinde mig på, kan det være, at jeg ændrer mening. Men ja, OL i Tokyo er bestemt en mulighed,” slår Sara fast. Men der er et lille men.

Et andet set-up
”Det afhænger dog af, om jeg fortsat kan have Mikkel som træner. Nu prøver vi så et lidt anderledes set-up i år, og så må vi se på det. Jeg kan dog ikke se mig fortsætte med en ny træner,” siger hun om Mikkel Larsen, der har trænet hende siden 2004, men grundet et karriereskift sidste år sagde sit job som landstræner op. Det nye job levner ham ikke så megen tid til at være der som tidligere, og på den første halvdel af træningslejren har det derfor været cheflandstræner Piotr Haczek, som har stået på sidelinjen.

”Det fungerer superfint med Piotrek. Han er jo selv tidligere 400-meter-løber på topniveau, så han kan bidrage med meget, og det er kun godt, at han kan se på noget med andre øjne,” lyder det fra Sara, der først bryder op fra træningslejren to dage før løbet i Shanghai.

Stævnet i Shanghai sendes direkte fra 13.00-15.10 på TV3 MAX, Svensk TV4 & NRK1. Saras heat skydes af kl. 13.03.

Årets Diamond League-stævner med kvindernes 400 meter hæk på programmet (bekræftet start med fed)
12. maj Shanghai
26. maj Eugene, Oregon  
(31. maj Rom*)
7. juni Oslo
5. juli – Lausanne  
21/22. juli – London
7.-12. august EM BERLIN
18. august – Birmingham
30. august – Zürich (finale)
* 400 meter hæk er i Rom en ”additional event” og giver ikke DL-point

Et dansk publikum kan også se frem til at se Sara i aktion i løbet af sommeren:
5. juni Aarhus Nordic Challenge (400 meter)
26. juni Copenhagen Athletics Games
25.-26. august DM i Odense

© Copyright Dansk Atletik Forbund