Loading...

Anna Emilie Møller flankeret af de to masters-løbere (40+) Alex Puggaard og Christian Madsen. (Michael Hyllested)

TRACKS

Anna Møller vender stærkt tilbage: 15:44,95

15. maj 2018 · Jeppe Weinreich

Med personlig rekord på 5000 meter leverede Blovstrød-løberen ikke bare det bedste resultat ved tirsdagens TRACKS i Ballerup, men også et løb, som lover godt.

Efter 8½ måneds pause fra banen vendte Anna Emilie Møller tirsdag tilbage. Det skete med en overbevisende indsats på 5000 meteren ved TRACKS i Ballerup. Med sluttiden 15:44,95 min. løb den 20-årige Blovstrød-atlet sig ind som nr. 7 på alle tiders rangliste.

”Den første start efter en pause er altid svær, så vi valgte løbet her, da der ikke skulle være så meget pres på Anna. Vi har næsten ikke trappet ned i træningen frem mod i dag, så det er meget tilfredsstillende,” slog træner Kersti Jacobsen fast.

Anna var eneste kvinde i heatet, og hun kunne komfortabelt lægge sig bagerst i en gruppe på fem løbere, hvor Bagsværds Joachim W. Rosbo satte tempoet. Anna rundede de første to kilometer i 15:30-tempo, holdt det næsten frem til 3 km, men måtte herefter slippe de forreste.

”Jeg ville selvfølgelig gerne have fulgt med dem, men er trods alt tilfreds. Vigtigst er, at jeg ikke mærker noget i baglåret nu,” lød det fra Møller med henvisning til det drilske problem, som har hindret hende i at træne optimalt. Et problem, som der nu omsider synes at være styr på med ugentlige behandlinger hos en massør såvel som fysioterapeut.

1. juni åbner hun for alvor sæsonen ved et stævne i Frankrig, hvor hun løber 3000 meter forhindring. Efter planen stiller hun 12 dage senere til start ved IAAF-stævnet i Ostrava (CZE).

Bredde
OL-løbere og - som her i B-heatet på 5000 meter - den store bredde, begge køn, og i flere aldersklasser. TRACKS favner det hele. (M. Hyllested)

Forrygende PR-forbedring till ung KIF-sprinter
Vejret på Ballerups hyggelige anlæg var upåklageligt. KIF’s unge Albert Ranning (1998) benyttede de optimale forhold til at presse sin PR på 100 meter ned til 10,83 sek. (+1,4) – en forbedring på 0,28 sek.!

Mia Helene Mørck (Bagsværd AC) fik en fin sæsonstart på 800 meteren med 2:09,08 min. Med de nye regler for blandede heat fik hun på første omgang hjælp af mandligt pace. På 3. pladsen var Emma Kiplagat (Kolding KFUM) med 2:11,55 min. ganske tæt på en meget gammel årgangsrekord (DUR14).

Morck
Unge Victor Kiplagat vinder 800 meteren foran Mia H. Mørck. Bag hende Victors lillesøster Emma på vej mod en ny imponerende PR. (M. Hyllested)

Mads Tærsbøl rundede en flot aften af, da han solo løb 3:51,28 min. i A-heatet på 1500 meter. Selvom hans tre år gamle PR lyder 3:45,81 min., er det faktisk karrierens næstbedste tid. Og der er helt sikkert mere at komme efter.

”Jeg løber med meget overskud i dag. Det skal nok blive godt,” lød det fra Tærsbøl, som for nylig skiftede fra Hechmann Mikkeller RC til Hvidovre AM. Egentlig skulle han først have klubdebuteret ved lørdagens DT i Skive, men nu blev det så ved TRACKS – dog uden klubtrøje, eftersom den ikke var nået frem.

TRACKS vender tilbage den 28. maj, hvor Skive er vært for 3. runde.


TRACKS 2. runde - Ballerup d. 15. maj 2018

Resultatliste (foreløbig)

© Copyright Dansk Atletik Forbund