Andreas Martinsen stod ved sidste års landskamp i Vaasa for den ene af to danske disciplinsejre. (DECA Text&Bild)
Martinsen klar til comeback ved DT i Skive
18. maj 2018 · Jeppe Weinreich
For første gang siden DT-finalen i 2011 kommer elitedivisionsholdene til Skive. Det sker lørdag, hvor årets turnering – den 54. årgang – åbnes med den indledende runde. For flere profiler bliver der samtidig tale om sæsondebut og dermed første skridt i retning af EM-kvalifikation.
Med en finaleplads ved EM-inde - og nogle måneder senere dansk rekord på 110 meter hæk ved CAG - var 2017 Andreas Martinsens hidtil bedste år. En fuldendt sæson var det dog ikke. I jagten på at indhente de sidste 0,02 sek. i forhold til VM-kravet blev en lurende skade i lysken nemlig forværret. Den 12. juli udgik han ved et stævne i Finland og indstillede herefter sæsonen. For at blive skaden helt kvit blev indendørssæsonen efterfølgende droppet. Lørdag, efter mere end ti måneders konkurrencepause, er det omsider tid til at se landets suverænt hurtigste hækkeløber i aktion.
”Ja, det bliver godt at komme i gang igen. Jeg håber dog ikke, at jeg er alt for rusten. Træningen har kørt godt. Jeg løb nogle hurtige 150-meter-intervaller på træningslejren, men én ting er at løbe stærkt, det tekniske skal selvfølgelig også spille,” lyder det fra den 27-årige Aarhus 1900-atlet, som for nylig vendte hjem fra en træningslejr i Tyrkiet. Her havde han et slemt styrt på hækken, som kostede et par træningsdage, men han er fit for fight igen.
”Jeg havde en lang og hård vintertræning. Styrkemæssigt er jeg bedre end nogensinde – og vigtigst af alt: lyskenproblemerne er ovre. Det har været et langt forløb.”
Første rigtige styrkeprøve for Martinsen bliver i Bydgoszcz (EA Classic Permit) d. 29. maj. Det danske EM-krav lyder på 13,70 sek. – 0,2 sek. langsommere end hans danske rekord.
Topmøde på kvindernes hæk
Hækkollegaen Mette Graversgaard (1900) var også med på træningslejren i Tyrkiet, og hun kan se frem til en duel på 100 meter hæk mod Mathilde U. Kramer (FIF), der i vinter – i netop Skive – forbedrede en gammel rekord på 60 meter hæk. Graversgaard er som bekendt medindehaver af rekorden udendørs, så her er virkelig tale om en topduel.
Forinden mødes de begge på 100 meter, hvor Kramer selvsagt er storfavorit. På den dobbelte distance må Kramer dog indstille sig på at få kamp til stregen af Ida Karstoft (Sparta), som er i sit livs form.
Ida Karstoft på vej mod 200-meter-titlen ved DM-inde i Skive. Ved den lejlighed var Mathilde U. Kramer ikke med - det er hun til gengæld på lørdag. (Lone Dybdal)
På mændenes 100 meter er der et gensyn med de tre medaljetagere fra DM-inde på 60 meter: Festus Asante (Hvidovre AM), Kojo Musah (1900) og lokale Emil Mader Kjær (Skive AM).
En anden spændende duel bliver 1500 meteren, hvor flere af de bedste er med: Peter Glans (OA/OGF) møder her de store Sparta-talenter Andreas Lindgreen og William Devantier, mens Mads Tærsbøl (HVAM) også kan blande sig, selvom han ifølge startopstillingen forinden skal løbe 5000 meter.
Den danske rekordholder på 400 meter, Nick Ekelund-Arenander (Sparta), havde en lovende sæsondebut ved Tårnby Games. Efter en træningslejr i Tyrkiet løber han nu sæsonens første 400 meter.
Diskoskastere kæmper om E-Cup-plads
Flere kastere har vist god form tidligt på sæsonen. Rekordholder i hammerkast, Celina Julin, er ikke med for Sparta; det er til gengæld en række andre stærke navne fra klubben, bl.a. i kvindernes diskoskast, hvor Lisa Brix og Kathrine Bebe kæmper om en plads på Spartas Europa Cup hold. De to talenter, Casper Jørgensen og Hans Barrett, som begge har klaret kravet til VM-U20, skifter i dagens anledning til seniorredskabet i hhv. diskos- og hammerkast. I kuglestød er der to klare favoritter i Trine Mulbjerg og 1900's Kristoffer Thomsen.
Konkurrencerne indledes kl. 13. Indlagt i matchen er også 1. division Vest for kvinder – med deltagelse af tre hold. De lægger ud allerede kl. 12. De seks bedst placerede hold i elitedivisionsmatchen kvalificerer sig til DT-finalen i september.
DT Elitevision & 1. division Vest (kun kvinder) – Skive d. 19. maj 2018
Mere information