(foto: Lone Dybdal)
Skives herrer overrasker med 3. plads
19. maj 2018 · Jeppe Weinreich
Sparta og Aarhus 1900 tog som vanligt de to første pladser hos begge køn, da de seks hold til DT-finalen skulle findes. Til gengæld overraskede Skives herrer med en 3. plads.
Sparta og Aarhus 1900 placerede sig helt som ventet på de øverste to pladser hos begge køn, da slutstillingen i den indledende runde af Elitedivisionen forelå. Den holdmæssige spænding i lørdagens match i Skive skulle dog naturligvis findes i bundkampen – og den blev særdeles tæt. Trods sejr på den afsluttende 4x400 meter stafet måtte kvinderne fra Aalborg AM se en plads i DT-finalen glippe, slået af oprykkerne fra FIF samt Hvidovre AM med hhv. to og ét point.
Skive nr. 3
Hos herrerne skal oprykkerne fra Esbjerg AM efter et klart nederlag ud i en Kvalmatch til september, mens nr. 4 i sidste års finale, Hvidovre AM, skal samme vej. Den tur har herrerne fra Skive AM taget de seneste år – men hver gang sikret sig endnu en sæson i den bedste række. Med en flot 3. plads udnyttede skibonitterne hjemmebanefordelen og kan nu se frem til DT-finalen på Østerbro til september.
Matchen blev ikke bare afviklet i pragtfuldt solskinsvejr, men i de fleste tilfælde også med en optimal vind. For de fleste sprintere var det dog endnu for tidligt på sæsonen til at udnytte forholdene til en personlig rekord. Mathilde U. Kramer bidrog med sejre på 100 og 200 meter i 11,94 og 24,39 sek. til FIF’s gode slutplacering, mens hun på 100 meter hæk – efter at have ført det meste af løbet – til sidst måtte bøje sig for hækspecialisten Mette Graversgaard (1900), der vandt med 14,07 mod Kramers 14,11 sek.
Mændenes 100 meter blev et særdeles opgør mellem Festus Asante (HVAM) og Kojo Musah (1900). Sidstnævnte tog sejren i 10,68 sek. – hans hurtigste sæsonåbning nogensinde.
Europa Cup-pladser på spil
Sportschef i Sparta, Henrik Paulsen, brugte matchen til at få de sidste brikker på plads i forhold til næste weekends Europa Cup i Birmingham. Lisa Brix vandt således opgøret i diskoskast mod Kathrine Bebe (52.36m – 51.90m) og tog dermed pladsen, mens Benjamin Gabrielsen gjorde det samme mod Sebastian Pedersen i længdespring (7.56w – 7.48w).
I Birmingham kan Nick Ekelund-Arenander for første gang se frem til at få modstand. Lørdag vandt han 400 meteren med en margin på 3½ sekund, mens han med 21,41 (+1,2) på den halve distance løb sin hurtigste tid i tre år. Her fulgte Emil Mader Kjær (SAM) efter med PR 21,65 sek.
Nick Ekelund-Arenander løber sin hurtigste 200 meter i tre år. Til højre Emil Mader Kjær. (Lone Dybdal)
Andreas Martinsen (1900) vandt suverænt 110 meter hæk. Hans vindertid på 14,25 sek. viste dog, at der efter ti måneders pause lige skal nogle flere konkurrencer i benene, inden han for alvor kan gå efter EM-kravet på 13,70 sek.
Selvom Kristoffer Thomsen (1900) med 18.38 meter i kuglestød stod for et af lørdagens bedste resultater, var han langtfra tilfreds. Formen er til mere. Næste weekend støder han to gange i tyske Halle – i U23- og seniorklassen. Her vil en håndfuld andre danskere også være på plads.
U20-talenter kom tættere på VM-kravet
Hos kvindernes tog Trine Mulbjerg (Sparta) som ventet sejren, mens Thea Jensen (HVAM) på 2. pladsen forbedrede sin egen danske U20-rekord til 14.42 meter. Indendørs har hun én gang stødt længere (14.71m), mens dagens serie med fem stød over 14.20 meter var hendes klart bedste. Kravet til VM-U20 på 14.70 meter virker som et realistisk mål.
Det samme kan siges om Freja Wærness (Aalborg AM), der vandt 800 meteren i PR 2:08,60 min. – 0,60s fra førnævnte krav. Hendes konkurrenter havde næppe ventet et tempoløb, men en anden Aalborg-løber agerede ”hare” og rundede de første 400 meter på 61 sekunder. Et tempo, som kun Wærness valgte at følge.
Nanna Muurholm sætter et hæsblæsende tempo på kvindernes 800 meter - og udgår derefter. Til højre Freja Wærness. (Lone Dybdal)
Kvindernes 1. division var indlagt i matchen, og her stod et andet U20-talent, Lise Lotte Jepsen (AAIG) for det bedste resultat med 56.44 meter i hammerkast - karrierens næstlængste kast.
Mændenes 1500 meter er en øvelse, som der med rette ventes meget af i år. Flere af de bedste var med i Skive, og her viste Andreas Lindgreen (Sparta) den bedste form med sejr i 3:48,45 – 0,79s foran Mads Tærsbøl (HVAM), der dog forinden havde vundet 5000 meteren.
Elitedivision indl. runde - Skive d. 19. maj
Slutstilling
Kvinder
Sparta 144 point
Aarhus 1900 114
Odense Atl. 91
KIF 88½
FIF 78
Hvidovre AM 77
------------------------
Aalborg AM 76
Ballerup AK 69½
Resultatliste
Mænd
Sparta 159 point
Aarhus 1900 132
Skive AM 91
KIF 89
Odense Atl. 84
Aalborg AM 83
--------------
Hvidovre AM 78½
Esbjerg AM 56
(de to nederste hold skal ud i Kvalmatch)
Resultatliste
1. division VEST kvinder
Esbjerg AM 95 point
Aabenraa IG 93
------
Skive AM 84
(de to øverste hold klar til Kvalmatch)
Resultatliste