Sara Holmgren vinder foran Alberte Kjær Pedersen. (Lars Møller)
Alberte giver svensker kamp til stregen
21. maj 2018 · Jeppe Weinreich
De danske kvinder satte personlige rekorder på stribe ved dagens NM 10 km, som var indlagt i det spektakulære Royal Run. Hurtigst var 19-årige Alberte Kjær Pedersen på 2. pladsen, mens landsholdsdebutanten Martin Egebjerg Olesen hos mændene løb en flot 3. plads hjem.
Selvom Kronprins Frederik løb med det meste af opmærksomheden ved Royal Run, bidrog de danske deltagere i det indlagte NM stærkt til festlighederne. Det var tæt på, at Alberte Kjær Pedersen til sidst kunne lade sig krone som nordisk mester, men svenske Sara Holmgren havde lige det sidste ekstra og tog sejren. Begge satte personlige rekorder med hhv. 34:22 og 34:24 min.
"Jeg ærgrer mig selvfølgelig over at være så tæt på, men jeg gav alt hvad jeg havde i mig. Jeg kom efter en personlig rekord i dag - og den fik jeg."
40-årige Louise Langelund viste fornem form med 35:03 min. på 3. pladsen, mens Sara Schou Kristensen lige efter forbedrede sig kraftigt til 35:17 min. Også den 18-årige Laura Valgreen samt Helene Svane kunne drage fra København med fine personlige rekorder.
Hos mændene måtte forhåndsfavoritten David Nilsson lidt overraskende se sig besejret af estiske Roman Fosti, der vandt i 30:20 min. – fire sekunder foran svenskeren.
Martin Egebjerg Olesen debuterede i landsholdstrøjen – og det gjorde han rigtig godt med en 3. plads i 30:33 min. – få sekunder fra hans bedste tid.
(foto: Lars Møller)
NM 10 km (inkl. de baltiske lande) - København d. 21. maj 2018
Kvinder
1. Sara Holmgren, Sverige 34:22 min. PR
2. Alberte Kjær Pedersen, Danmark 34:24 min. PR
3. Louise L. Batting, Danmark 35:03 min.
4. Sara Schou Kristensen, Danmark 35:17 min. PR
5. Laura Valgreen, Danmark 35:33 min. PR
6. Helene Svane, Danmark 35:53 min. PR
7. Line Kandborg Sørensen, Danmark 36:28 min. PR
Mænd
1. Roman Fosti, Estland 30:20 min.
2. David Nilsson, Sweden 30:24 min.
3. Martin Egebjerg Olesen, Denmark 30:33 min.
5. Joachim W. Rosbo, Danmark 31:28 min.
Alle resultater