Loading...

USA

Gottlieb forbedrer to år gammel PR ved NCAA

25. maj 2018 · Jeppe Weinreich

Helene Gottlieb og Benjamin Lobo Vedel manglede bare hhv. 0,10 og 0,03 sek. for at nå kvartfinalen ved nattens Regionals. Førstnævnte kunne dog glæde sig over personlig rekord 2:07,10 min. på 800 meteren.

Nok var Helene Holm Gottlieb nået med til nattens Regionals i Tampa (FL) på det yderste mandat, men den 20-årige Holte-løber viste her, at hendes start til fulde var berettiget. Trods en seedning på 800 meter som nr. 48 sluttede hun nemlig på en samlet 26. plads i tiden 2:07,10 min. - en forbedring på 0,65s af hendes personlige rekord fra 2016. I sidste ende manglede hun blot 0,1s i at nå en af de 24 kvartfinalepladser (hvorfra de 12 bedste går videre til den store NCAA-finale). De seneste ti sæsoner har kun tre danske kvinder løbet hurtigere end Gottlieb: Stina Troest, Mia H. Mørck & Anna Emilie Møller.

Benjamin Lobo Vedel har udendørs endnu ikke ramt samme høje niveau som i vinter. I nattens heat 3 på 400 meter løb han på den yderste bane, hvor han kom i mål som nr. 6 i 46,56 sek. Det rakte til en samlet 25. plads – sølle 0,03s fra en plads i kvartfinalerne. Fredag aften løber han 4x400 meter.

En kvartfinaleplads blev det heller ikke til for 800-meter-løber Kristian U. Hansen, som var eneste dansker ved konkurrencerne i vest I Sacramento. Han var havnet i heat 3, og det skulle vise sig at være et af de langsommere heat, hvor kun de tre bedste slap videre. Kristian sluttede som nr. 5 i 1:51,60 min. Det rakte til en samlet 32. plads.

NCAA Preliminary Round 24.-26. maj 2018
1. dag
EAST - Tampa FL
800 meter K
Heat 3
4. Helene H. Gottlieb, Temple 2:07,10 min. PR
(samlet nr. 26)
400 meter M
Heat 3
6. Benjamin Lobo Vedel, Florida 46,56 sek.
(samlet nr. 25)
Resultater

WEST - Sacramento CA
800 meter M indl.
Heat 3
5. Kristian U. Hansen, New Mexico 1:51,60 min.
(samlet nr. 32)
Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund