Loading...

Nekrolog

Dødsfald: Mogens Weinreich, 81

28. maj 2018 · Karsten Munkvad & Svend L. Christensen, hhv. formand og næstformand i DAF.

Den kendte atletikleder og primus motor bag Århus Games er gået bort.

Med tabet af Mogens Weinreich har Dansk Atletik mistet en af de helt store. Ikke som en profil der har vundet mange medaljer, men som en gennemført frivillig og amatør i ordets smukkeste betydning; et menneske med en lidenskabelig og kærlighedsfuld tilgang til det han valgte at dedikere sig til i livet. I første række kom familien, derefter, ikke langt, kom atletikken.

Atletik var en del af Weinreich familien allerede fra 1920’erne, hvor hans far Dally W. Nielsen var aktiv i Aarhus 1900.  Mogens blev medlem i 1946 – som 9-årig. Senere fulgte lillebror Jørgen (tidligere næstformand i DAF) og endnu senere sønnerne (den yngste søn Jeppe nu som pressechef i DAF).  

Mogens bidrog til klubbens liv på et utal af fronter. I de yngre år som en høj, ranglet og habil 800-meterløber, men først og fremmest som leder i utallige sammenhænge hvor han med sit engagement og erfaring har været en inspiration og læremester for en generation af ledere og en af arkitekterne bag 1900’s udvikling i flere årtier og til dér, hvor klubben befinder sig i dag.

Men Mogens’ kærlighed til sporten gav sig også udslag på anden vis, idet han som drivkraft bag Århus Games i 14 år arbejdede utrætteligt for at præsentere sin elskede sport for et bredere publikum.

Som uddannet journalist, i en periode sportsredaktør ved det aarhusianske dagblad Demokraten og sidst som freelance, var Mogens i årtier en respekteret del af idrætslivet i Aarhus. Mogens var æresmedlem af Aarhus 1900 og blev i 1988 kåret til årets leder i Dansk Atletik Forbund

De senere år virkede bentøjet ikke helt som i 800meter-dagene, men når Mogens – med kælenavnet Mugge - fortsat ind imellem havde lejlighed til at komme på stadion for at overvære et stævne i Marselisborghallen eller inde på stadion, var humøret altid lige højt og optimismen og livsglæden smittende. Mogens Weinreich har efterladt en arv i 1900 som andre er klar og i stand til at videreføre, men Mugge vil blive savnet.

Æret være Mogens’ minde.

Mogens Weinreich f. 12/1 1937 - d. 24/5 2018
Bisættelsen finder sted fra Viby Kirke d. 2/6 kl. 10

MW
Mogens Weinreich (tv) fulgte til det sidste atletikken. Her ved DM-inde i Skive i 2016 - sammen med en anden central skikkelse i Aarhus 1900, Jens Ove Christiansen. (foto: Lone Dybdal)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund