Gustav L. Nielsen ved NM-U20 i Umeå sidste år. (DECA Text&Bild)
Fine sprinttider i Sverige
06. juni 2018 · Jeppe Weinreich
Både Gustav L. Nielsen og Caroline Benfeldt Sørensen satte personlig rekord på 200 meteren ved onsdagens svenske sprintstævne.
Traditionen tro fejrede flere sprintere onsdag den svenske nationaldag ved SkaraRacet i Istrum. Afhængigt af vindforholdene kan der løbes i begge retninger, og det giver ofte gode resultater. Onsdag var ikke en undtagelse.
Gustav Lundholm Nielsen (Sparta) løb søndag i Regensburg for første gang en 400 meter under 48,00 sek. (47,95s). I Sverige bekræftede han sin gode form med sin første 200 meter under 22 sekunder, nemlig 21,83 sek. (+0,1) i D-finalen, som han vandt.
16-årige Caroline Benfeldt Sørensen (ROAR) var også god for en PR på 200 meter med flotte 25,05 (+0,0), hvilket er ganske tæt på en gammel årgangsrekord. Det samme var tilfældet på 100 meter, men her blev hendes 12,17 sek. opnået i en medvind lige over det tilladte (+2,2).
Tobias G. Larsen (Sparta) havde også lidt for meget vind i ryggen (+2,3), da han på 100 meter løb 10,74 sek. (PR 10,73).
SkaraRacet – Isrum (SWE) 6. juni 2018
Resultater